Redelighed og Gudsfrygt af Mange har været priset, holdt sig – hvad man finder meer end et Exempel paa – heller ikke for god til at betræde politiske Krogveie, naar hans egen Fordeel krævede det. Tidt kunde saaledes vel Erkebiskop Olaf fristes til at møde Kristian med lige Vaaben, og maa ikke derfor dømmes for haardt. Imidlertid, hvad der end maaskee kan tjene til Erkebiskoppens Undskyldning, – hans Adfærd var ikke skikket til at sætte Mod i Nordmændene, til at fremkalde hos dem nogen sand Nationalfølelse og nogen deraf udspringende sterk Modstandskraft. Den var tvertimod kun egnet til at dæmpe den øieblikkelige Opblussen, hvad enten dette nu forresten var en undgaaelig Nødvendighed eller ikke. Man søgte paa alle Kanter at trænge sig saa hastig og saa fordelagtig som muligt ud af den Forlegenhed, hvori man troede sig at være kommen; og de underordnede gjorde det øiensynlig med mindre Hensyn til Staten og med mindre Anstand, end Erkebiskoppen i alle Fald havde gjort.
Ligesom Hr. .Klaus Bilde og Biskop Hans udentvivl ved Ankomsten til Oslo have fundet det danske Partis Stilling langt bedre, end den i Throndhjem havde været skildret for dem, saaledes maa det samme have været Tilfælde med Hr. Esge Bilde ved dennes Komme til Bergen. Det kan derfor neppe falde saa meget underligt, om der hastig opstod Skrupler hos ham over det Forlig, han havde indgaaet med Erkebiskoppen, og den Stilling, hvori han ifølge dette kunde ansees at være kommen til den danske Konge. Thi ikkun af saadanne Skrupler kan man forklare sig de Breve, som han, kort efter at have igjen overtaget Befalingen paa Bergenhus, tilskrev Erkebiskop Olaf.
Det første er af 8de Mai 1536. Hr. Esge minder heri først Erkebiskoppen om den Fuldmagt, som denne, sidst han var i Bergen (Sommeren 1534), havde medgivet Esge i aabent Brev og Instruktion til Danmarks og Norges Raad angaaende Kongevalget[1]; dette Brev og denne Instruktion havde Esge overgivet sin Broder, Biskop Ove Bilde, og Hr. Mogens Gjøe, der igjen skulde levere det til Hertug Kristian. Dernæst siger han, at han har erfaret, at „menige Norges Raad“ – Biskop Hoskold i Stavanger ene undtagen, hvis Stemme han endnu ikke kjender – har hyldet og kaaret Kong Kristian „den Unge“ til Norges Herre og Konge, og han har seet Erkebiskoppens Skrivelse, hvori-denne har indvilget og tiltraadt samme Valg[2]. Han minder endelig Erkebiskoppen om de seneste Forhandlinger i Throndhjem. Han gaar derpaa over til sin egen Stilling. Da nu –
