Anskuelse af Sagernes Stilling i Norge, der naturligvis ikke kunde falde ganske sammen med Hr. Esges.
Erkebiskoppen takker ham først for hans Skrivelser i Norges og Erkebiskoppens Sag til Kong Kristian, samt det danske og holsteinske Raad, og yttrer derhos sin Glæde over de Efterretninger, Hr. Esge havde meddeelt ham om Kong Kristians Fremgang i Danmark. Derpaa gaar han over til at tale om Kristians Valg i Norge. Dengang – siger han – da han sendte Jens Olssøn til Oslo, havde denne med sig nogle Breve fra ham til Flere særskilt af Danmarks Raad. Disse Breve forklarede, at Erkebiskoppen havde samtykket det Valg, som forud var gjort i Oslo; og han stolede fuldkommen paa, at Rigets Raad søndenfjælds skulde velvilligen samtykke, at han med dem og de med ham skulde have beseglet Hyldingsbrevet til Kongen. Men nu ved Esge Bilde selv, „hvorledes derom blev handlet af Hr. Vincentius Lunge, hvis Sjæl Gud naade!“ Erkebiskoppen er derfor endnu ikke i nogen Maade Kong Kristian videre forpligtet, end som det aabne Pergamentbrev udviser, der senest i Throndhjem blev Hr. Esge og Hr. Klaus Bilde overleveret. Saasnart Erkebiskoppen har modtaget „den Forvaring“, som i nævnte hans Brev omtales, da vil han raadslaa og handle med Hr. Esge baade om Kongevalget og om Bergenhus og yde ham, paa den til Danmark og Norge udvalgte Kong Kristians og Norges Krones Vegne, Hjælp, som han vil svare for Gud og være bekjendt for Hs. kongelige Majestæt, i det Haab, at Hr. Esge, „som en ærlig, oprigtig Mand og Herre, vil ramme og vide Rigets Gavn, Velfærd, Bedste, Bestand og Gode“, som han har “lovet og beseglet“ Erkebiskoppen[1].
Tonen i Erkebiskoppens Brev er heel igjennem ligesaa venskabelig, som den er i Esges Breve til ham. Man seer imidlertid let, at Erkebiskoppen holder fast ved den Paastand, hvori mig synes man maa give ham fuld Ret, at der, trods alt hvad der hidtil var skeet i Valgsagen til Kristian III’s Fordeel, dog intet virkelig gyldigt Valg paa Norges Vegne endnu var kommet i Stand, og at Erkebiskoppen følgelig stod, som Kongedømmets Vikarius, fri og ubunden ligeover for Kristian, saalænge ikke denne havde meddeelt ham den “Forvaring“, som Erkebiskoppen havde forlangt i sit aabne Brev af 6te April, hvilket han ansaa for sin eneste Forpligtelse til Kristian. Esge Bilde maatte altsaa, efter Erkebiskoppens Anskuelse, være skyldig til at forblive i den Stilling, han som Befalingsmand paa Bergenhus indtog til Norges Raad, saalænge indtil Kristians formelige Valg til Norges Konge, efter forudgaaende Bestemmelse, var lovligen fuldbragt. Herhen pegede ogsaa det mundtlige Svar, Peder Skriver fik af Erke-
- ↑ Palud.-Müller, Aktst. II. 280–282.
