biskoppen, og hvorom han i Brev af 28de Mai fra Throndhjem underrettede sin Herre. Det lod nemlig: – at før der kom Svar fra Danmark paa det aabne Brev, kunde Erkebiskoppen ikke indlade sig paa at give nogen „beseglet Skrivelse“[1].
Erkebiskoppens Svar til Hr. Esge maa antages at være sendt strax tilbage til Bergen, medens Peder Skriver selv drog søndenfjælds med sin Herres øvrige Breve til de derværende Medlemmer af Norges Raad. Esges Skrivelser angik naturligvis den samme Sag, hvorom han havde henvendt sig til Erkebiskoppen, og man kjender de Svar, han fra enkelte af de Tilskrevne har modtaget. Erik Ugerup svarer ham den 9de qui fra Akershus, at Esge selv ved, at han har modtaget Slottet og Slotsloven af en Herre og Konge, og bør holde det, indtil han leverer det til en Herre og Konge igjen. Brevskriveren og flere af Norges Raad have fundet sig nødte til at give sig under en Herre og Konge, som kunde forsvare dem, og de vidste ikke efter Norges skrevne Lov nogen bedre end den Herre, hvis Fader og Farfader havde været Konger før han. Han ved ikke at raade Hr. Esge til andet end at give sig under den samme Herre, som Erik selv har underkastet sig[2]. – Provsten Martin Krabbes Svar af samme Dag og Sted gaar i lignende Retning. Han kan ikke andet raade, end at Hr. Esge giver sig til den samme Herre, som det øvrige Norges Raad har antaget; denne er „en Konge født efter Norges skrevne Lov“. Provsten har forresten travlt med at bede om Hr. Esges Hjælp til at komme paa Bergens Biskopsstol, hvilken Kongen havde tilsagt ham, han skulde da vise sig Hr. Esge „villig og tilgiven“[3]. – Biskop Magnus derimod svarede fra Hamar den 14de Juni, som man kunde vente, undvigende, – nemlig at hvad Erkebiskop Olaf og de øvrige Herrer af Raadet samtykte, det vilde ogsaa han vedtage[4]. Hr. Gaute Galle endelig lod bie paa sit Svar lige til den 27de October, efterat han havde svoret Kristian III Troskab, da han naturligvis henviste til denne som Norges lovlige Konge[5].
Man seer tydelig af alle de nu nærmest omtalte Skridt fra Esge Bildes Side, at han, efter sin Tilbagekomst til Bergen fra sit Fangenskab i Throndhjem, har været i stor Uvished om, hvorledes han skulde paa eengang opfylde sin Skyldighed baade mod Erkebiskoppen og mod Kong Kristian. Dog maa han under denne sin Vaklen meer og meer være kommen til den Overbevisning, at det maatte være baade med hans Ære og med hans Gavn mest stemmende, at fremme Kristians Sag saameget som var ham muligt, dog uden ganske at bryde
