tage Hensyn til det fattige Riges og dets Indbyggeres Bedste og ikke besvære det med Krigsfolk. Kongen kan uden Krig og Blodsudgydelse, Pengespilde og Fordærvelse faa sin Villie frem i Riget, og kan da have desmere Nytte deraf. Hr. Esge lader fremdeles Kongen tilkjendegive, at han har erfaret, hvorledes Norges Riges Raad har udvalgt Kristian til Norges Konge, – han har og seet Erkebiskop Olafs Brev, hvori denne har samtykket Valget, – og han har i sin Tid overgivet sin Broder Biskop Ove Bilde og Hr. Mogens (Gøye) Erkebiskoppens og nogle andre Raadsmedlemmers Brev og Instruktion, hvori de have hyldet og samtykt Kristian III til Norges Konge[1]. Erkebiskop Olaf og det hele norske Raad (paa Biskop Hoskold af Stavanger nær, om hvem Esge intet ved) har altsaa – vedbliver han – hyldet og kaaret Kongen; Esge selv alene har paa Grund af Krig og Fængsel ikke deeltaget heri. Derfor har han tilskrevet Erkebiskoppen og Norges Raad sønden- og nordenfjælds paa den Maade, hans medsendte Kopi udviser, og lader nu ved sine Tjenere, ifølge sin beseglede Instruktion, Kong Kristian den Unge tilsige „Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste“, imod dennes Beskyttelse; og vil han med det allerførste selv besøge Kongen og sit Fædreneland. Kongen ved, eller kan af sin Faders, Kong Fredriks Reces erfare, hvorledes Norges Slotslove, efter Kongens Afgang, skulle holdes ved Kronen og til Norges Raads Haand, saalænge til en ny Herre og Konge til Riget bliver kaaret og hyldet. Kongen vil derfor ikke tage ham til Mistykke, at han ikke nu strax med det samme tilsiger og overleverer ham Bergens Slotslov, „hvilket mig ei staar at gjøre, min Ære og Lempe ubeskadiget, for end Rigets Raad forsamlet vorder og overens kommer“. Han opfordrer imidlertid Kongen til at forskrive det norske Raad til Mode snarest muligt paa det Sted, ham selv bedst synes; og paa denne Raadssamling kan da Sagen angaaende Slotsloven, med Rigets andre vigtige Sager, blive bragt i Orden. Hvis imidlertid Pfalzgreven eller nogen anden udenlandsk Fyrste skulde i Mellemtiden angribe Slottet, skal Esge forsvare det som en ærlig Mand[2].
Og Hr. Esge lod det ikke blive ved dette Tilsagn alene; han handlede i Overensstemmelse dermed, idet han virkelig til samme Tid, som han afgav det, ogsaa søgte at sikkre Kong Kristian den Deel
- ↑ Man igjen være Brevene af 23de Juni 1534 (s. o. f. II. 745, 804), hvori dog Kristian ingenlunde udtrykkelig nævnes, som den de norske Raadsmedlemmer give sit Valg. De samtykke blot den, det ganske Raad vælger; og som vi have seet, kom ved den Leilighed intet Kongevalg istand paa Grund af Uroligheden i Danmark og Kjøbenhavns Reisning.
- ↑ Palud.-Müller, Gr. F. II. Bil. VI, 462–467 jfrt. m. 390.
