af Norge, som nærmest stod under hans egen Befaling. Han var, som vi have seet, ikke ganske sikker paa Biskop Hoskolds Stemning. Han havde imidlertid i Stavangers Lagmand, Nils Klaussøn, en paalidelig Tilhænger, og denne paalagde han at indhente Biskop Hoskolds bestemte Erklæring. Dette skede. Biskoppen erklærede da: – at han ingen Herre eller Konge havde svoret eller lovet anderledes end som Beslutningen i Bud[1] medfører; han havde heller ikke hverken i Raad eller Daad overtraadt denne Beslutning eller været med i noget Oprør i Landet. Kong Fredrik – sagde han – havde været hans rette Herre og Konge, og han vidste nu ikke af nogen anden Herre og Konge end Fredriks Sen, Kong Kristian. Han yttrede fremdeles paa given Anledning, at man ikke skulde finde ham at være nogen Vendekaabe, han vilde skikke sig som han vilde være bekjendt for hver god Herre. Erklæringen blev afgiven i Vidners Nærvær og indmeldt fra Stavanger til Hr. Esge af Lagmanden under 28de Mai[2].
Denne Erklæring var kun et forberedende Skridt til noget langt Vigtigere. Strax efter fik nemlig Hr. Esge baade Biskop Hoskold og Flere bevægede til formelig at erkjende Kristian lll for Norges Konge ved et aabent beseglet Brev. Dette er udstedt i Bergen den 1ste Juni af Hoskold, Biskop af Stavanger, Esge Bilde, Høvedsmand paa Bergenhns, og Johan Krukow, Norges Raad nordenfjælds, Geble Pederssøn, Erkedegn til Bergen og Stiftets Formynder, med menige Kapitel, Guttorm Nilssøn, Lagmand i Bergen, og menige Raadmænd sammesteds. De vide – sige de – at efter Kong Fredriks Død Danmarks og Norges Rigers Raad af forskjellige Grunde ei have kunnet, som sig burde, samles for at vælge og hylde en Konge igjen til de tvende Riger, – men de have tillige erfaret, at menige Norges Raad, Geistlige og Verdslige, have hyldet og kaaret Kristian, Kong Fredriks Søn, tidligere udvalgt Konge til Danmark, ogsaa til Norges Konge. Dette Kaar og denne Hylding tiltræde nu Udstederne og love „Kong Kristian den Unge“ at ville vise sig som hans underdanige og lydige Tjenere, idet de bede ham at være dem en mild og naadig Herre og holde dem „ved Norges Lov og gode, gamle, ærlige og christelige Sedvaner“. Dette aabne Brev tiltraadte senere tvende Prælater, nemlig Mathias, Abbed af Lyse, den 14de Juni, og Gunnar, Abbed af Halsnø, den 23de Juni[3]. – Her er ikke engang Tale om at betinge sig nogen norsk Haandfæstning af Kong Kristian.
