nytte den Frist, som Lykken skjenkede ham, anstrengte sine sidste Kræfter for imidlertid at vinde Kjøbenhavn Det lykkedes ham at faa Staden ganske indesluttet og afskaaren fra al Tilførsel. Snart opstod der en frygtelig Hungersnød. Uenighed mellem Borgerne og de tydske Krigsfolk, der dannede Stadens Besætning, forøgede Ulykken. Til Slutning viste sig ingen Redning uden i Overgivelse. Denne fandt Sted den 29de Juli; og den 6te August 1536 holdt Kong Kristian sit Indtog[1].
Saalænge dette Kongens vigtigste Maal ikke var naaet, kunde han naturligvis blot skjenke de norske Sager en underordnet Opmærksomhed. Men hvad han allerede i Mai Maaned vidste om Tilstanden i Norge maatte give ham godt Haab; og Efterretningerne fra Esge Bilde med Stig Bagge, hvilke han rimeligvis har modtaget i Begyndelsen af Juni, maatte gjøre ham Udsigten til Norges snarlige Underkastelse saagodt som ganske sikker. Alt hvad han senere i Juni Maaned kunde spørge fra Norge var ikke uden til hans Fordeel. Reisningen lagde sig jo, for Nogen kunde vente det. Alle Landets Stormænd, paa Erkebiskop Olaf nær, kappedes om at underkaste sig; og af Erkebiskoppen var ikke – hvad Erfaringen allerede viste – synderlig at frygte, om han endogsaa havde en sterk Mening blandt Landsfolket for sig, naar han ingen virksom Hjælp kunde faa udenlandsfra. Kongen kunde saaledes trygt henvende al sin Opmærksomhed paa Stillingen i Danmark i den visse Fortrøstning, at var Kjøbenhavn først vunden, vilde Norges fuldkomne Underkastelse følge af sig selv.
Han viste ogsaa nu noksom sin Tryghed for Norge derved, at han allerede formelig behandlede Riget som sit. Saaledes overdrog han, ved Brev fra Roskilde af 16de Juni, Hr. Esge Bilde de Len, som Nils Lykke og Vincentius Lunge forud havde havt, hvorved han gjorde ham til sin Befalingsmand over hele det nordenfjældske Norge. Han tilsagde ved Brev af samme Sted og Dag Indbyggerne i Finnmarken og Vardøhus Slots Omraade, „hvilket ligger til Kongens Fadebur“, at svare sine Afgifter til Hr. Esge „som deres rette Herskab paa Kongens Vegne“. Han forlenede endelig, ogsaa samme Dag og Sted, Hr. Vincentius Lunges Enke, Margreta Nilsdatter, med Apostelkirkens Gods i Bergen[2].
Der er ingen fuldgyldig Grund til at tro andet, end at Erkebiskop Olafs aabne Brev af 6te April[3] var udstedt i god Tro og med god Forhaabning Men om end hverken Biskop Hans Reff eller nogen af Bilderne med Sandhed kunde siges reent ud at have sveget sine i Throndhjem givne Tilsagn, enten med Hensyn til Erkebiskoppen
