personlig eller med Hensyn til hans Planer for Norges Selvstændighed, – saa kunde det dog ikke længe undgaa Erkebiskoppens Opmærksomhed, at hine Mænds Forestillinger ikke havde udrettet hos Kong Kristian hvad han havde kunnet ønske, ja vel endog at de ikke fortolkede sine Forpligtelser til Erkebiskoppen ganske paa samme Maade som han selv. Dette maatte naturligvis gjøre ham ængstlig; og end ængstligere blev han, jo længere det uddrog med Kongens Svar paa hans aabne Brev og paa de Hverv, Klaus Bilde havde paataget sig at overbringe. Han modtog vel Underretning om Kongens Samtykke af 28de Mai til Herredagen i Bergen og Leiden til samme; men de Tilsagn, han havde forlangt af Kongen i sit aabne Brev, udeblev. Hvad der i Bergen var gjort i Juni Maaned for Kong Kristians Sag[1] og Hr. Esges Virksomhed ved den Leilighed kunde ikke længe blive Erkebiskoppen ukjendt; og Kristoffer Throndssøns Fortællinger, da denne kom til ham i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni, kunde heller ikke gjøre ham roligere med Hensyn til Stemningen i Norge. Han havde tvende Gange sit Bud sønderpaa for at erfare noget om Raadsmødet eller om de danske Herrers ventede Komme til samme; men herom var alt taust. I Breve fra Stenvikholm af 9de Juli og 24de August yttrede han sig i denne Sag til Esge Bilde, men fik, som man vel kan tænke, intet tilfredsstillende Svar[2]. Han følte sig ganske vist meer og meer forladt. Selv, paa egen Haand, at udskrive Herredagen, uden at oppebie Kongens Tilsagn eller de danske Udsendingers Komme, dertil havde han vist nok lovlig Ret, men han har ikke vovet det. Thi Stemningen blandt de norske Raadsmedlemmer, hvilken ikke kunde være ham ukjendt, var nu saadan, at efter al Rimelighed ikke een eneste vilde lyde hans Kaldelse, naar denne ikke støttede sig til et Kongebud. At gaa det lidet norsksindede Raad forbi og henvende sig til det norske Folk, til Almuen, dertil havde han ikke Mod, og følte vel tillige, at om det end lykkedes ham at reise den, havde han ei Evne til at styre den.
I denne ængstende, ja fortvivlede Stilling var det i Grunden intet Under, at Erkebiskoppen paa ny vendte Blikket mod Udlandet, helst da Rygterne fra Nederlandene i Mai og Juni Maaneder om Pfalzgrev Fredriks forestaaende danske Tog, som vi have seet, maatte være opmuntrende. Han sendte ogsaa, maaskee i Juli, Kristoffer Throndssøn til Nederlandene for der at søge Hjælp, eller i det mindste forsikkre sig om Sagernes Stilling.
Men førend han rimeligvis derfra har kunnet faa nogen trøstelig eller tilfredsstillende Underretning, var Kjøbenhavn, som sagt, den 29de Juli falden; og havde Kong Kristian før været uvillig til at indgaa
