Kristian III’s Haandfæstning adskiller sig strax i den første
Artikel væsentlig fra de ældre danske Kongers. Istedet for at der i
disse indeholdes en Forpligtelse for Kongen at verne om Kirken, dens
Privilegier og Tjenere[1], saa udtaler Kristian sig saaledes: „Først
ville vi og skulle over alle Ting elske og dyrke den almægtigste Gud,
og hans hellige Ord og Lære styrke, formere, fremdrage, haandhæve,
beskytte og beskjerme til Guds Ære og til den hellige christelige Tros
Forøgelse“. Her er ikke meer Tale om hverken Kirken eller dens
Tjenere eller dens Privilegier, men kun i evangelisk-reformatorisk Aand
om Guds Ord og Lære. I den anden Artikel forpligter Kongen sig
til efter yderste Magt at „formere“ Danmarks Rige, og om han med
Danmarks Indbyggeres Hjælp kan vinde mere Laud, da skal dette
„høre til Danmarks Rige og være og blive under Danmarks Krone“.
Derpaa følger den for Norge især vigtige tredie Artikel: „Og efterdi
at Norges Rige nu faa forringet er baade af Magt og Formue, og
Norges Riges Indbyggere ikke ene formaa at underholde dem en Herre
og Konge, og samme Rige er dog forbundet at blive hos Danmarks
Krone til evig Tid, og fleste Parten af Norges Riges Raad, besynderligen
Erkebiskop Olaf, som nu er det første Hoved der i Riget, i
en kort Tid er tvende Gange med meste Parten af Norges Riges
Raad faldet fra Danmarks Rige mod deres egne Forpligtelser, –
da have vi derfor lovet og tilsagt Danmarks Riges Raad og Adel,
at dersom Gud almægtigste det saa forseet har, at vi samme Norges
Rige eller nogen dets Ledemode, Slotte, Lande eller Sysler, som dertil
høre, kunde bekræftige eller bekomme under vort Hørsomme (vor
Lydighed), da skal det herefter være og blive under Danmarks Krone,
ligesom et af de andre Lande, Jylland, Fyen, Sjælland eller Skaane
er, og herefter ikke være eller hede et kongeligt Rige for sig, men et
Ledemod af Danmarks Rige og under Danmarks Krone til evig Tid.
Dog hvad Feide deraf kan komme skal Danmarks Riges Raad og
Indbyggere være pligtige med os troligen at hjælpe uddrage (føre til
Ende?)“. At der i det Følgende af Haandfæstningen ikkun kan være
Tale om Danmark, dets Raad, Adel og Indbyggere, er en Selvfølge
af denne Artikel. Endogsaa senere, hvor Kongen forpligter sig til
at gjenløse Orknøerne og Hetland nævnes ikke Norge, men det
heder blot: „med vore Undersaatters Hjælp“. Dokumentet er beseglet
foruden af Kongen ogsaa af 19 Rigsraadsmedlemmer, blandt hvilke
vi kunne mærke os som Norge vedkommende, og skjønt danskfødte, hørende
til dette Riges Stormænd: Hr. Trud Ulfstand og Hr. Klaus
Bilde[2].
I Recessen er det Kongen og Rigets Raad og Stænder, eller
