den hele samlede Rigsdag, der i Forening udtale sin enstemmige Villie. De love hinanden først gjensidig Hjælp til Rigets Forsvar. Derpaa velte de Skylden for al den Blodsudgydelse og Ulykke, der nylig var overgaaet Danmark, paa Biskopperne, hvilke havde sat sig imod Adelen og ikke tilstedt Kongevalg i rette Tid. Hverken skulle derfor de nu afsatte Biskopper igjen komme til sin biskoppelige Styrelse og sine Biskopsdømmers Gods, eller andre Biskopper „deres Lige“ komme til at regjere i Riget; men der skulle tilskikkes nye christelige Biskopper og Superattendenter, som kunne lære det menige Folk det hellige Evangelium og Guds Ord. Hvo, som vil sætte sig herimod, skal straffes haardeligen paa Liv og Eiendom. Biskopsdømmernes Gods skal lægges under Kronen, og Kongen alene have Patronatsret til alle Prælaturer, Verdigheder og Len, som Kronen og Biskopperne hidtil have havt at bortgive; dog skal Adelen og Ridderskabet beholde Patronatsret til de Kirker og geistlige Len, den kan godtgjøre, at den hidtil har havt. Alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kannikedømmer og andre geistlige Len skulde blive ved Magt, saa længe til Kongen og Danmarks Riges Raad med lærde Mænd, som de tilkalde, forordne anderledes. Dog skal det staa Munkene frit at forlade Klostrene, om de saa ville, og Klosterforstanderne skulle herefter ei have Magt til at afhænde eller pantsætte noget af Klostrenes Gods uden Kongens og Rigsraadets Samtykke. Almuen skal være fri for alle vilkaarlige Paalæg til Geistligheden; Tienden derimod skal vedblive og deles i tre Dele: den ene for Sognepresten, den anden for Kirken, den tredie for Kongen. Dette er Recessens Hovedindhold med Hensyn til det Geistlige. – Med Hensyn til det Verdslige, erklærer Raadet, at det nu vælger Kongens ældste Son, Hertug Fredrik, til Faderens Eftermand i Danmarks Rige, og skal han, medens Faderen lever, kaldes: Prins af Danmark, og efter hans Død: udvalgt Konge, indtil han bliver kronet. Skulde Fredrik dø for Faderen, forpligter Raadet sig til at vælge en anden af dennes Sønner. I Tilfælde at ingen saadan skulde gives, skal Rigets Raad, med Kongens Villie og Bidende, udnævne hans Efterfølger, som da skal kaldes Prins af Danmark, saalænge Kongen lever. Den, som Konge skal være efter den nærværendes Død, skal sverge og besegle Raad, Adel og Indbyggere at holde dem ved Lov, Ret og Friheder. – Recessens øvrige Bestemmelser ere for Norge af mindre Vigtighed. Den blev oplæst og vedtagen i et saakaldet Bursprog, eller i en offentlig Forsamling under aaben Himmel, paa Gammeltorv i Kjøbenhavn, og for Brevet hængte Kongen, Raadet, visse udvalgte af Ridderskabet fra alle Landets Hoveddele, samt visse Mænd af Kjøbstæderne sine Segl[1].
- ↑ Krag og Stefanius I. 495–509.
