Kong Kristians og det danske Rigsraads Plan med Norge baade
i verdslig og geistlig Henseende var saaledes udtalt: – Norge skulde
ophøre at være et selvstændigt Rige; – det skulde indordnes under
Danmark som et under dets Krone hørende Land, som „et Ledemod
af Danmarks Rige“; – Norges Kirke skulde endelig undergaa den
samme Forandring, som for Danmarks var fastsat. Dette sidste siges
vel ikke udtrykkelig i Recessen, hvor Norge ikke engang nævnes; men
saadant behøvedes ikke heller. Naar Haandfæstningens anden Artikel
var sat i Kraft, var med det samme den norske Kirkes Stilling afgjort.
Dens Skjebne var lagt i den danske Konges og det danske Rigsraads
Haand, og hvad der med Hensyn til Danmark var vedtaget for
Kirkens Vedkomtnende, maatte som en Selvfølge ogsaa gjælde Norge,
naar dette for Eftertiden kun skulde være en Deel af Danmark.
Kristian viste ogsaa kort efter i Gjerningen, at han fortolkede sit fremtidige
Forhold til den norske Kirke saaledes, som i Recessen var udtalt
om den danske. Den 18de November 1536 tilskrev han fra Kjøbenhavns
Slot Esge Bilde og Magister Geble Pederssøn, Erkedegn i Bergen,
et Brev, hvorved han overdrager dem Styrelsen af Bergens Biskopsdømme
og alt sammes Gods, samt Opbørselen af dens Rente og Rettighed
mod fælles Ansvar og senere Regnskab for alt Opbaaret. Og
ved Brev af 30te i samme Maaned, fra samme Sted, tilkjendegav
Kongen Esge Bilde, at han havde forlenet sin Sekretær, Henrik Holk,
med Degnedømmet (Archidiakonatet?) i Bergen; men da Henrik Holk
var for Tiden fastholdt i Kongens Tjeneste, saa anmodes Hr. Esge
om i Henriks Fravær at indkræve og modtage den Rente og Rettighed,
denne tilkommer[1]. Kongen skaltede og valtede altsaa allerede
i November 1536 med en norsk Biskopsstols Gods, ganske som om
den for Danmark i Recessen fattede Bestemmelse ogsaa gjaldt Norge.
Ved den samme Tid da man saaledes paa Rigsdagen i Kjøbenhavn fattede Beslutninger, der, saa at sige, afgjorde Norges Fremtids Skjebne, kom Kristoffer Throndssøn sidst i October eller først i November tilbage fra Nederlandene til Throndhjem med fire Skibe, af hvilke tvende vare store. Krigsfolk synes dog ikke at have været ombord, og Hensigten med Skibenes Sendelse var, som det lader, egentlig den, at hjælpe Erkebiskoppen bort fra Norge, hvis dette skulde behøves og være hans Ønske. Den 21de November tilskrev nemlig Erkebiskoppen fra Nidaros Statholderinden af Nederlandene, Dronning Maria af Ungarn, sin Tak for de Skibe, der ere sendte til Norge „for at skaffe ham i det mindste fri Adgang til at forlade Landet, hvis han alt for meget skulde trænges af sine Fiender“. Han yttrer imidlertid, at han og den bedste Deel af Norges Indbyggere endnu haabe paa
- ↑ N. Dipl. II. 827.
