Pfalzgreve Fredriks Komme og paa Keiserens og Dronningens Hjælp[1]. Dette er Erkebiskop Olafs sidste Nødraab. Kong Kristians Færd mod Danmarks Biskopper maatte nu være ham bekjendt, og han maatte deri læse sin egen og den romerske Kirkes Fordømmelsesdom. Af Kristian kunde han ei meer vente Naade. Til Keiseren og Nederlandene stod hans sidste svage Haab.
Men ogsaa dette skulde snart glippe. Kjøbenhavns Indtagelse havde været et farligt Stød for Nederlandenes Handel. Det stod nu i Kong Kristians Magt, som hele Danmarks Herre, hvis Nederlænderne øvede Fiendtligheder mod ham, at sperre for deres Handelsskibe Øresundet og Belterne, ja at optage deres Fartøier og Ladninger, naar de paa Veien til Østersøen maatte passere de danske Farvande. Henved 50 burgundiske Skibe med Ladning vare ogsaa virkelig faldne i de Danskes Hænder. Da derfor Underhandlinger mellem Kong Kristian og det burgundiske Hof bleve indledede ved Landgreven af Hessen og Staden Hamborg, greb Statholderinde-Dronningen med Glæde Leiligheden for at faa en Vaabenstilstand istandbragt. En foreløbig Stilstand blev allerede den 1ste Februar 1537 sluttet i Hamborg, og danske Gesanter fore ikke længe efter til Bryssel, hvor Underhandlingerne fortsattes. Enden blev, at en treaarig Stilstand mellem Danmark og Nederlandene blev sluttet den 3die Mai 1537 og i rette Tid stadfæstet af Keiser Karl.
Vistnok blev ved denne Leilighed Erkebiskoppen af Throndhjem ikke glemt. En Artikel bestemte nemlig, at hvis Erkebiskoppen ikke før Traktatens Datum havde forladt Norge eller Danmark, men var fangen og i Kongens eller hans Krigsfolks Magt, før Traktaten blev forkyndt, – da skulde det være ham tilladt at fare med sine Tjenere, 1000 Gylden og eet Skib hvorhen han vilde, kun han forpligtede sig til ikke at foretage noget til Skade for Kong Kristian og dennes Riger, saalænge Stilstanden varede. Men havde han endnu ikke forladt de nævnte Lande, og var han ikke fangen, da maatte der ingen Hinder lægges ham i Veien for at drage bort med Tjenere, Skibe og alt hvad ham selv tilhørte[2].
For hans Frihed og Bortkomst var der altsaa sørget i Stilstands-Overenskomsten. Men alt Haab om Understøttelse fra Nederlandene, og derved tillige Sandsynligheden for at kunne reise Norge til sit og den romerske Kirkes Forsvar, blev ham med det samme afskaaret. Muligen har man allerede, ved de fire Skibes Afsendelse til Throndhjem i foregaaende Høst, ved Hoffet i Bryssel havt Ønskeligheden af en snart indtrædende Vaabenstilstand med Danmark for Øie, i hvilket
