havde han ingen Understøttelse at vente; thi al virksom Forbindelse med den pavelige Stol var ham forlængst afskaaren. Det burgundiske Hof, maatte han indse, stod paa Spranget til at opgive ham. Det norske Folks, den norske Almues Hjerte synes han aldrig at have forstaaet fuldkommen at vinde; i det mindste formaaede han ikke at holde det fast ved sig i Nøden ved en sand, varm og varig Hengivenheds Baand. Opholdet i Norge, følte han, var under saadanne Omstændigheder ikke længer sikkert for ham; han maatte altsaa følge det Vink om at redde sig ved Flugten, hvilket allerede var ham givet ved de nederlandske Skibes Komme til Throndhjem i Slutningen af forrige Aar. Men alt Haab for Fremtiden synes han dog ikke dermed at have opgivet. Stenvikholms faste Slot fortroede han til Dekanen Knut Pederssøn, Kanniken Thorfin Olafssøn, Einar Tjeld, og nogle Flere, i Alt tolv Mand, hvilke med 80 Stridsmænd skulde forsvare det. I Nidarholms Kloster udenfor Throndhjems By satte han ogsaa noget Krigsfolk. Dette tyder paa, at han ikke havde opgivet alt Haab om at komme did tilbage med udenlandsk Hjælp. Efter at have ordnet sine Ting saaledes, gik han med Kristoffer Throndssøn og en Del af sine Folk ombord paa de færdigliggende Skibe, hvor ogsaa mange kirkelige Kostbarheder vare indladede, forlod Throndhjems By den 1ste April 1537, og gik til Søs.
Samme Dag tilskrev Erkebiskop Olaf Esge Bilde udenfor Holm et Brev, fuldt af bittre Bebreidelser for det Ran og den Vold, hans Krigsfolk havde øvet paa Søndmøre og i Romsdalen, hvor de – som han paastod – havde plyndret Kirker og Prester og Erkebiskoppens Tjenere, brændt Prestegaarde og Gaarde tilhørende, St. Olafs Domkirke, og haardelig beskattet den fattige Almue. Har den menige Mand, siger han, fortjent saadan Straf og Overvold, da er det en Sag for sig; men have de faaet det for Erkebiskoppens Skyld, da bedre dem det Gud! ham gjør det meget ondt. At ikke hans Kanniker og Prester, Lagmænd, Raadmænd, Throndhjems Borgere, hans Tilhængere og Venner og hans Biskopsdømmes menige Indbyggere skulle lide saadan Jammer og Skade for hans Skyld, vil han nu drage til en anden venligere og fredsommeligere Nabo, end Esge er, hvem han opfordrer at søge ham lovligen, og ikke strække sine vældige Hænder over hans geistlige og verdslige uskyldige Undersaatter med Brand og Rov[1].
Endnu den 18de April vare Erkebiskoppens Skibe i Sigte fra Udøerne paa Norges vestligste Kyst. Derfra styrede de ad Nederlandene til, men vare dog ikke komne did den 3die Mai, da Overenskomsten til Bryssel sluttedes; i det mindste sees af Bestemmelsen i
- ↑ Palud.-Müller, Aktst. II. 307.
