denne angaaende Erkebiskoppen, at hans Afreise fra Norge ikke endnu da var bekjendt ved det burgundiske Hof.
Det var ellers paa høie Tid, at Erkebiskop Olaf havde forladt Throndhjem. Thi allerede den 30te April laa Thord Roed med en Hær for Stenvikholm og Jens Splid for Holms Kloster. Besætningen paa begge Steder vergede sig vel de første Dage. Men snart synes Beleirerne at have gjort Forsvarerne kloge paa Sagernes sande Stilling og overbevist dem om, at alt Haab om Hjælp fra Nederlandene var forgjæves, medens derimod en frisk Krigsmagt meget snart kunde ventes fra Danmark. Det er derhos ganske rimeligt, at man har ladet dem forstaa, at det ikke vilde skade dem, om de kunde velte saa megen Skyld som muligt over paa den flygtede Erkebiskop og derved smykke sin egen Sag.
Allerede den 18de Mai kom en foreløbig Opgivelse af Slottet istand ved Overenskomst mellem de Tolv, hvem Slottets Forsvar var overdraget, med Degnen Knut Pederssøn i Spidsen, paa den ene Side, og Høvedsmændene for Kongens Krigsfolk paa den anden, blandt hvilke Thord Roed nævnes først. Som Grunde for Opgivelsen anførtes: – at man havde erfaret, at Erkebiskop Olaf „tvende Gange med beseglede Breve havde hyldet, kaaret, samtykket og haandganget“ Kong Kristian[1], – samt at han ikke havde holdet hvad han før sin hastige Afreise havde lovet Besætningen, nemlig at den skulde blive forsynet med Krud, og faa et Sikkerhedsbrev af ham, at den ei skulde vorde tiltalt for Hr. Nils Lykkes Børns Klenodier og Penge, hvilke, som siden nærmere skal omtales, Erkebiskoppen havde tidligere taget under sit Vern paa Slottet, men nu havde ført med sig. Efterdi, heder det videre, han saaledes har bedraget dem „med søde, fagre Ord, som langt vare fra Hjertet“, have de givet sig i Underhandling med Høvedsmændene for deres Herres, „unge Kong Kristian Fredrikssøns“ Krigsfolk. De ønske, at Norges Indbyggere ikke fremdeles skulle lide meer Skade end hidtil af Erkebiskoppens „uchristelige Handel“, og derfor have de lovet og svoret de nævnte Høvedsmænd, at holde Kong Kristian Stenvikholm til Hænde, og opgive det til ham eller hans Befalingsmænd paa visse Betingelser. Disse ere følgende.: – Degnen Knut Pederssøn skal have fri Bortgang med hvad han paa Slottet havde indført, være utiltalt for al fiendtlig Handel af Erkebiskoppen, beholde sit Degnedømme, og endelig blive forsvaret af Kongen „for den Løgn, som Kristoffer Throndssøn og Gaute Thoraldssøn ham paaført og sagt have, at han skulde være voldende i Hr. Vincentii Død“, hvilket han stedse vil negte, og Ingen skal kunne paabevise ham. – Thorfin Olafssøn skal beholde sit Prestegjæld i Stjørdalen og
- ↑ At dette dog ikke ganske forholdt sig saa, vil af det Foregaaende sees.
