Kloster paa Sjælland og skal der være død i 1542[1]. Han havde, da han toges fangen, været paa lidet nær Biskop i 24 Aar og var da udentvivl en alderstegen Mand, mellem 60 og 70 Aar gammel i det mindste[2]. Vi kjende lidet til hans Karakter og Seder. Iver for den romerske Kirkes Opretholdelse i Norge synes at have ledet ham baade i hans Frafald fra Fredrik I i 1531–1532, og i hans uvenlige Stemning mod Kristian III i 1535–1537. Han var saaledes en Mand, paa hvem Kristian ikke kunde stole, naar han vilde have den lutherske Lære befæstet i Norge; og af den Grund maatte Magnus dø i sit Fangenskab i Danmark.
Omtrent samtidigen med Trud Ulfstand synes Esge Bilde at have forladt Throndhjem og med Flaaden vendt tilbage til Bergen. I det sydvestlige Norge kom nu Alle ham imøde med Underkastelse, Skat og Gaver. Endog den gamle Biskop Hoskold tilskrev ham fra Stavanger den 25de Juni 1537 en Lykønskning for hans Seier over dem, som havde vist sig ulydige mod Kongen og mod Foreningen mellem Norge og Danmark. Han sendte med det samme, ifølge Opfordring af Hr. Esges Tjener, en Sølvbolle til hans Herre, hvilken denne skulde paa Biskoppens Vegne overrække Kongen som en Kjendelse eller Gave, og han bad Hr. Esge om at udvirke ham af Kongen et Vernebrev, som det han i sin Tid havde faaet af Kong Fredrik[3]. Stilen i dette Biskoppens Brev synes vidne om Alderdoms Sløvhed. Og han maa ganske vist paa denne Tid have været en Mand paa meget meer end sytti Aar. Biskop havde han været i 25 Aar[4]. At ogsaa Biskop Hoskold Hoskoldssøn var en ivrig Forfegter af den romerske Kirke og ængstlig for Reformationen, have vi i det Foregaaende seet[5]. Skjønt han synes at have været noget forsigtigere i sin Færd end Biskop Magnus af Hamar, saa var han dog ligesaalidet som denne en Mand, hvem Kongen kunde benytte eller lide paa i sit Reformationsverk. Han synes derfor strax efter at have maatte vige sit Sæde. Mindre sikkert er det, om han er bleven taget til Fange. Han skal have levet sine sidste Dage i Bergen og være død der[6].
Den af de norske Biskopper, hvis Sag stod bedst, var utvivlsomt Hans Reff. Denne smidige Mand, som vi oftere have seet i farlige Stillinger at sno Kappen efter Vinden, havde ogsaa vidst ved de seneste Tildragelser at opføre sig saaledes, at Kong Kristian vanskelig kunde finde noget at udsætte paa ham eller anklage ham for i Egen-
- ↑ Sml. I. 355. Not. 4.
- ↑ S. o. f. II. 613.
- ↑ Pal.-Müller, Aktst. II. 315.
- ↑ S. o. f. II. 613.
- ↑ S. o. f. II. 694.
- ↑ Palud.-Müller, Gr. F. II. 406; Peder Klaussøn, Norg. Beskr. 52. Naar hans Fangenskab her henføres til 1536, saa er dette aabenbar en Vildfarelse. I den første Halvdeel af 1537 have vi seet ham endnu ved fik Sæde og fri.
