skab af Medlem af Norges Raad, eller i hans Stilling til Kongevalget.
Men han var et Lem af den romerske Kirke og af det romerske
Hierarchi, og havde, saavidt spores, ligetil den seneste Tid vist sig
begge fuldkommen hengiven. Kong Kristians Skridt mod de danske
Biskopper i 1536 maa have aabnet Hans Reffs Øine for den Fare,
hvori ogsaa han var stædt. Det har øiensynligen ikke fattes paa Iver
hos ham i at fremme Kong Kristians Sag i alt Verdsligt. I saa
Maade kunde Kongen visselig stole paa ham, og han haabe det Bedste
af Kristian. Som Biskop var han imidlertid utryg, og synes
derfor at have fundet det nødvendigt ved sin personlige Nærværelse i
Danmark at vinde Kongens Tillid ogsaa i kirkelig Henseende. Han
skal have fulgt Trud Ulfstand paa dennes Tilbagereise til Danmark;
og at Sammenkomsten med Kong Kristian bar sine gode Frugter for
den verdenskloge Biskop, vil det Følgende vise.
Ved Midten af 1537 var, som vi have seet, ved Hr. Esge Bilde og de senere udsendte danske Herrer, Kong Kristian III’s Hensigter med Norge for saavidt udførte, som han var overalt erkjendt for Rigets Konge, al Modstand mod ham underkuet, og den romersk-katholske biskoppelige Myndighed i Virkeligheden omstyrtet, i det nemlig ingen Biskop meer var i virkelig Besiddelse eller Udøvelse af sit Embede. De forberedende Arbeider vare til een og samme Tid fuldbragte baade for det norske Riges Underkastelse under Danmarks Krone og for den norske Kirkes Reformation efter Luthers Grundsætninger. Det tilkommer os korteligen at vise, hvorledes begge Dele af Kristian bleve endelig ordnede.
Ophøret af Norges Selvstændighed som Rige og dets Underkastelse under Danmarks Krone som en Provins var, med de udtrykkeligste Ord tilsagt Danmarks Riges Raad i Kristian III’s Haandfæstning af 30te October 1536[1]. Da Kongen gav dette Løfte, tænkte man sig ganske vist, at en haard Kamp udfordredes til Norges Undertvingelse. Til at komme seierrig fra denne Kamp skulde Danmark, saa forudsattes det, understøtte Kongen; og derfor skulde til Gjengjæld det danske Folk, eller rettere dettes egentlige Repræsentanter, Raadet og Adelen, nyde med Kongen store Fordele af Norges Erobring.
- ↑ S. o. f. II. 816.
