andring i Landets indre verdslige Styrelse, som kunde i høi Grad vække Landsalmuens Opmærksomhed eller mægtig støde dens Selvfølelse. Danske Embedsmænd vare jo allerede Nordmændene vante til at see vide om i Landet, ikke alene i høiere men og tildels i de lavere Stillinger; at dette fra nu af end mere blev Tilfælde end for, føltes derfor neppe i nogen høi Grad. Men denne Vedbliven af Landets ældre Lov, af dets tilvante Rettergangsorden og Embedsvæsen, af dets indre Menighedsforfatning, – Alt dette var noget, som laa de norske Bønder, eller, hvad der paa den Tid var det samme, Norges sande Almenhed, langt nærmere end Opretholdelsen af et norskt Raad, hvilket dog forlængst overveiende var sammensat af danske Herrer, og oftest handlede i dansk Aand og efter danskt Forbillede. Nordmændene mærkede saaledes neppe, vare sig i det mindste ingenlunde klart bevidste, den store Forandring, som i 1537 foregik med Norges Statsret. Hertil kom, at den norsk Almue langtfra havde løsrevet sig fra sin gamle Forkjærlighed eller snarere Fordom for et kraftigt Kongedømme, for en Konge, som, uden at indskrænkes ved nogen mellemkommende Statsmagt, kunde ved Embedsmænd, han selv udnævnte og selv afsatte, i fuld kongelig Magtfylde styre Landet efter Loven med Retfærdighed. Og denne Tilstand tænkte den norske Almue sig udentvivl netop at indtræde, da det norske Rigsraad, hvilket dog i Grunden kun var norskt i Navnet, afskaffedes.
Kristian III har ganske vist dunkelt følt, at hos det norske Folk en Stemning som den ovenfor skildrede var raadende; og denne dunkle Følelse hos ham har indvirket paa hans Fremgangsmaade mod Norge efter dettes Underkastelse. – Derfor lod han, som allerede anført, Norge beholde sin egen Lov og saa meget af sin indre Forfatning; derfor lod han det fremdeles nævnes Kongerige lige med Danmark; derfor lod han det have sin egen Kansler; derfor lod han dets indre Styrelse afsondre fra Danmarks og for det meste føres i den gamle tilvante Orden, ja, som det synes, med saa liden Indblanding af det danske Rigsraads Myndighed, som han paa nogen Maade kunde uden at give iøinefaldendende Anstød. Alt dette gjorde han ganske vist, fordi han følte, at Norge, saaledes medhandlet fra hans Side, kunde i muligt paakommende Tilfælde tjene ham som en Støtte og Modvegt mod det overmægtige danske Rigsraad. Ikke ganske urimeligt er det, at han ogsaa tildeels af saadant Hensyn lod sine Brødre og Medregenter i Slesvig og Holstein, de derværende Hertuger, føre Titelen: Arving til Norge, hvilken Titel vi have seet, at han selv i sin Faders levende Live trods dennes Forpligtelse i den norske Haandfæst-
