ning til at lade den fare[1], havde sort, men nu ikke længer, efter at være bleven Norges Konge, kunde selv føre. Titelen, benyttet af hans Brødre, mindede jo altid om en Ret, til hvilken han, saavel som de, var født, og var saaledes ikke uvigtig heller for ham.
Men vi kunne dog ikke kalde Følelsen hos Kristian af hin Nordmændenes Stemning, og af det Forhold mellem ham og dem, som heraf kunde fremkaldes og gjøres gjældende, andet end en dunkel Følelse. Og hvorledes kunde den vel ogsaa efter Tid og Omstændigheder være andet? Skulde han, efter klart at have opfattet sin Stilling til Norge, som denne kunde opfattes, gjøre sig den saa nyttig som muligt, da maatte han i egen Person have hastet til Norge, have henvendt sig umiddelbart til Landets Bønder og Almue, have vundet disse for sig og faaet dem til at erkjende hans Arveret, – noget som vistnok ikke under de nuværende Omstændigheder kunde fra norsk Side have været ham vanskeligt, – og saa grebet Norges Kongedømme i sine egne Hænder som en Fædrenearv, efter Norges gamle Lov, en Arv, hvilken han ikke skyldte det danske Rigsraad, og hvilken det tilkom ham at styre uden dettes Indblanding. Men da maatte ogsaa Kristian have frigjort sig fra en Mængde Fordomme, som Tidsalderen, Opdragelsen, den raadende Statskunst og hans nærmeste Omgivelser havde hildet ham i. Tidsalderen var endnu i sine Anskuelser streng aristokratisk, han var som et egte Fyrstebarn af sin Tid opdragen i disse Anskuelser; – han havde levet sin Ungdom i Lande, hvor aristokratisk Aand var gjældende og Adelen Landsstyrelsens Leder, medens Landalmuen var en Trællestand, og ikke Borgerne engang kunde komme til Orde for den overmægtige Adel; – han var opdragen i en Statsret og Statskunst, der betragtede Adelen som den eneste Stand, der havde Ret til at deltage i Landsstyrelsen med Kongedømmet, men som ogsaa havde denne Ret i fuldeste Maade og medfødt; – han skyldte endelig Adelen sin Ophøielse paa Danmarks Trone tiltrods for de lavere Stænder, Borgere og Bønder, som netop havde villet holde ham borte fra det danske Kongedømme, og som derfor, med hans Indrømmelse, havde maattet lide en grusom Straf. Med en saadan Fortid, og med det strengt aristokratiske danske Raad ved sin Side, ja i mange Maader behersket af det, – desuden af en Karakter, der neppe var i høi Grad given for Selvraadighed og heller ikke var meget kraftig, om den end var smidig – tør man vel sige, at Kristian ikke var istand til ret at opfatte sin sande Stilling ligeover for Norges Bønder og Almue, eller den Nytte, han af den kunde drage til Udvidelse af sin kongelige Magt og sin Æts Befæstelse paa de tvende nordiske Rigers
- ↑ S. o. f. II. 672.
