Trone. En Gustav Vasa kunde muligen have indseet det og draget Nytte deraf, – Kristian af Oldenborg formaaede det ikke.
Uagtet saaledes Kristian III unegtelig havde en Forestilling om Norges Vigtighed for sig og sin Æt til at sikkre dem Danmarks Kongedømme, saa gjorde han dog, med Undtagelse af hvad allerede er nævnt, intet betegnende Skridt for at vinde Sig og Sine det norske Folks Velvillie og Hengivenhed. Selv satte han som Konge aldrig sin Fod paa norsk Grund. I 1548 sendte han vel sin Søn, Prins Fredrik, der allerede var valgt til sin Faders Eftermand i Danmark, med et talrigt Følge af danske Adelsmænd, blandt hvilke Klaus Bilde, til Norge, for der at modtage, som det hed, „de norske Stænders“ Hylding baade paa sin Faders Vegne som Norges værende Konge, og paa egne som dets tilkommende Konge. Men Prins Fredriks Ophold i Norge var kortvarigt, og han kom ikke længer end til Akershus. Han gik til Søs fra Kjøbenhavn den 18de Juni, kom den 8de Juli til Akershus, hvor Hyldingen foregik den 12te næst efter, han var endnu der tilstede den 17de Juli, men skal den 3die August igjen have været i Danmark[1]. At denne Kristians Forsømmelse af sin egen Fordeel, som man vel tør kalde det, med Hensyn til Norge ikke skrev sig alene fra Foragt og Ligegyldighed for Nordmændene, men deels har været en Følge af det danske Raads fiendske Indgivelser, deels maaskee bevirket ved en Frygt hos Kongen selv for Stemningen mod ham hos Landsfolket, – har man Aarsag til at gjette.
At Norge led baade i aandelig og i materiel Henseende under den Forbindelse, hvori det fra nu af traadte til Danmark som et Slags Provins af dette, i Virkeligheden i det mindste, om end ikke ganske i Navnet, – derom kan man ikke tvivle, helst naar man seer hen til den nærmeste Tid efter Forandringen, til Kristian III’s og Fredrik II’s Regjering. Men negtes kan det paa den anden Side ikke heller, at den Fornedrelse og Ulykke, som ved denne Leilighed overgik Norge som Stat, blev ved Forsynets Styrelse en i flere Maader gavnlig Forberedelse til den lykkeligere Stilling, det nu indtager i sin gjenfødte Selvstændighed.
Kirkereformationens Indførelse i Norge kan man vel maaskee sige blev af Kristian III dreven med noget større Kraft og mere forudseende Klogskab end Ordningen af Rigets statsretlige Forhold; men ogsaa ved hin fandt væsentlige Mangler Sted, og kom store Misgreb ja Uretfærdigheder tilsyne. Kristians Sjæl var ganske vist aaben for
- ↑ Krag og Stefanius I. 314, jfrt. m. II. 420–422. Hvitfeld Chr. III., henfører det til 1547; men at 1548 er det rette Aar, beviser Fredriks Brev for Opdals Bønder, givet paa Akershus den 17de Juli 1548, N. Dipl. I. 813, og ligeledes Brevene hos Kr. og Stef. II. l. c.
