Religionens Indtryk; Luthers Lære havde dybt grebet ham, og der er neppe nogen Tvivl om, at han jo havde fattet dens religiøse Kjerne. Men han var født Fyrste og Aristokrat; Kongedømmet over tvende Riger faldt i hans Lod, og hans Opgave blev at være Statsmand ved Siden af Kirkereformator. Denne Stilling, hvilken han forresten delte med saamange andre Fyrster, der erklærede sig for Luthers Lære, var slibrig. Opfordringen til, meer end tilbørligt, at nytte den romerske Kirkes Fald til Fyrstemagtens eller den verdslige styrende Magts Udvidelse paa Kirkens og Religionens Enemærker, var fristende, – og Kristian kan ikke fritages for at have givet efter for Fristelsen. Fordrede end Reformationens Aand, at den nu fra Roms Herredømme frigjorte Landskirke med samt dens uhyre Ejendomme stilledes under Kongedømmets eller den høieste verdslige Magts Overopsyn, – at Biskoppernes hierarchiske Myndighed ophævedes tilligemed deres og de øvrige kirkelige Personers overdrevne Friheder og Forrettigheder i Staten, – at overhovedet Geistlighedens strenge Afsondring som Stand tilintetgjordes, – at endelig unyttige, ja skadelige Indretninger i Kirken gave Plads for nyttigere, mere tidssvarende og mere paakrævede, – saa tilkom der dog ikke derfor den verdslige Statsmagt en uindskrænket Myndighed paa Kirkens Omraade, med Hensyn til Ordningen ikke alene af Kirkens ydre Styrelse men ogsaa af dens Lære, – og heller ikke en ganske vilkaarlig Skallen og Valten med Kirkens lovlig erhvervede Gods og Ejendom, eller med dens ved gammel Lov og Sedvane hjemlede Indtægter, til rent verdslige Foretagender og til Indretninger, der stode i liden eller ingen Forbindelse med Kirkens egentlige Øiemed. Og at disse Ankemaal med fuld Ret kunne fremføres over Kristian III’s Reformationsverk i begge hans Riger, og kanskee end mere i Norge end i Danmark, er neppe Tvivl underkastet.
Hovedtrækkene i den ydre Kirkereformation vare allerede udkastede og vedtagne i den kjøbenhavnske Reces af 30te October 1536 nemlig: – Ophævelsen af det gamle Biskopsdømme, og dets Myndigheds Overførelse til Kronen, – Indsættelsen i Biskoppernes Sted af kongelige Embedsmænd, nemlig Superattendenter eller Superintendenter, som overordnede Lærere i Kirken, – Biskopsgodsets Henlæggelse under Kronen, – og endelig alle geistlige Indretningers Underordning under Kongens og Rigsraadets Tilsyn og nærmere Bestemmelse. Disse Grundtræk maatte imidlertid udføres meer i det Enkelte; og herpaa lagdes ufortøvet en kraftig Haand. Kong Kristian bestemte sig til at lade forfatte „en christelig Ordinants“ og sammenkaldte i den Anledning et Møde i Odense til den 6te Januar 1537 af Geistlige fra Danmark og Slesvig; og dem overdroges det at gjøre Udkast til
