denter i Norge til hvert Stift, hvilke vi og ville give Befaling, at de, saa meget som muligt er, skulle gjøre deres Flid, at hvert Sogn maa have gode Prædikere og det sande Guds Ord, at der og intet maa forsømmes, hvad der hører til Guds Ords Prædiken og Menneskets Salighed, og skikke hvad dem tilstaar (tilkommer) i andre Sager, der i denne vor Ordinants begrebne ere, indtil vi selv komme i Norge, hvilket vi med Guds Hjælp snarlig forhaabe, – da ville vi efter Superattendenternes Raad, besynderlig i hver Sted, beskikke og stadfæste, hvad efter denne Ordinants der ikke holdes kan; thi der vil i mange Stykker holdes en anden Ordinants“[1]. Kristian kom dog, som vi have seet, aldrig til Norge, og ikke heller udkom fra ham nogen for Norge tillempet egen Kirkeordinants. Den for Danmark vedtagne blev saaledes ogsaa den gjældende i Norge.
Kristian III havde imidlertid, allerede for han underskrev Kirkeordinantsen, udtalt sig til Hr. Esge Bilde, om den norske Reformationssag, saavidt Bergens Stift vedkom, i en Skrivelse af 17de Juni 1537 fra Kjøbenhavns Slot. Det paalægges her Esge Bilde at lade alle Biskopsgaarde, alt Biskopsgods og alle biskoppelige Indtægter tage under Kongens Regnskab i Lighed med Kronens Gods der i Stiftet. Dog skal Kapitelet i Bergen med alle Vikarier og Sogneprester over hele Stiftet holdes ved Magt og nyde sine Indkomster som hidtil; blot Biskoppens Rettigheder skulle „alt opbæres til vort (Kongedømmets) Behov“. Ligeledes skulle Munke- og Nonneklostere, forsaavidt de endnu beboes af Munke eller Nonner, holdes ved Magt; men ere de blevne forladte af Beboerne, skulle de lægges under Kongens Regnskab med alt sit Gods og alle sine Indtægten Registere og Inventarier skulle forfattes over Kostbarheder og Ornamenter baade ved Domkirken og andre Kirker, og ved Klostere og Hospitaler i Bergen og Bergens Stift; Hr. Esge skal tage disse Registere i Forvar og paasee, at intet kommer bort. Men ved Siden heraf bydes ogsaa, at man skal lade alle Kirkens Personer og Sogneprester i Stiftet „blive ved deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte“, for at ingen Forskrækkelse eller Uenighed skal opkomme blandt den fattige og uforstandige Almue der i Landet, for end Kongen „kan finde andre Raad til og saa med Lempe og Føie komme dem til nogen Bekjendelse og bedre Forstand i Guds Ord“. Han agter med det Første at „skikke en Biskop did ind i Stistet, som skal visitere og have Tilsyn paa Klerkeriet“, at det skikker sig retteligen i sit Embede[2]. – Lignende Skrivel-
