ser maa være udgangne til de kongelige Høvedsmænd i andre Dele af Norge for at tjene dem til Rettesnor i deres Adfærd i Kirkereformationens Anliggende.
De Grundsætninger, her af Kong Kristian udtales, maa overhovedet kaldes maadeholdende og kloge, især hans Forskrifter med Hensyn til Presternes Opretholdelse omkring i Landet, og med Hensyn til Afvergelse af Landalmuens Forvirring ved de nye Religionslærdommes ganske uforberedte Forkyndelse. Her skulde man – saa vilde Kongen – opbie de overordnede kirkelige Tilsynsmænds Komme, som Kongen med det Første vilde udnævne, og som han endnu kalder: Biskopper; dem skulde den verdslige Øvrighed, saa var vel Kristians Mening, overlade den egentlige religiøse Deel af Reformationsverket. Ikke desto mindre skimter ogsaa Kongens Agt, at berige Kongedømmet paa den faldne romerske Kirkes Bekostning, tydelig igjennem i Bestemmelsen om alt Biskopsgodset og alle Biskopsindtægternes Henlæggelse under Kronen, – noget der ingenlunde var tænkt som en blot midlertidig Sikkerhedsforholdsregel til hint Godses Beskyttelse. Dette viste sig nemlig snart, da de Superintendenter, som endelig bleve ansatte i de katholske Biskoppers Sted, ikke fik Raadigheden over det gamle Biskopsgods eller dets Indtægter, men sattes paa en langt sparsommere bestemt Underholdning, medens Biskopsgodset i sin Heelhed forblev under Kronen og til dens fulde Raadighed. Ikke engang den gamle biskoppelige Andeel af Tienden skulde tilfalde de nye Superintendenter, skjønt Tienden i det Hele udtrykkelig paabødes vedligeholdt. Thi Budet i den kjøbenhavnske Reces[1] blev for Tiendens Vedkommende ogsaa strax gjort gjældende for Norge med den Forandring, som ældre Lov her gjorde nødvendig. Her blev nemlig de to Fjerdedele af Tienden, som efter gammel Kristenret, den ene tilkom Sognekirken, den anden Sognepresten, fremdeles henlagte til disse; men Biskoppens Fjerdedel, og den Fjerdedel, som kaldtes Bondelodden, hvilken oprindelig var bestemt for Sognets Fattige og senere ved en Misbrug var bleven paa en Maade lagt under Biskoppens Raadighed, – disse to Fjerdedele bleve nu tillagte Kronen. Den, som det ved første Øiekast kan synes liberale, Bestemmelse med Hensyn til Klostrene, hvilken forekommer i Kristians Brev, og tidligere var udtalt i Recessen af 30te October 1536, – den kom i Virkeligheden ikke den norske Kirke til nogen Fordeel. Thi den af Kongerne Kristian II og Fredrik I begyndte Inddragning af Klostrene og deres Gods til verdslige Forleninger under verdslige Kronens Embedsmænd, eller til Kongens videre fri Forføining, fortsattes under Kristian III; og skjønt de af Kongen tilskikkede verdslige Be-
- ↑ S. o. f. I. 817.
