styrere skulde sørge for dem af Klosterfolket, der ikke foretrak at flytte ud, saa blev dette Underhold, saavidt man kan skjønne, kun i knappeste Maal de Gjenblivende tildeelt. I 1555 omtales allerede de norske Klosteres Ophævelse og Inddragelse under Kronen som en fuldendt Gjerning, og i 1562 finder man det sidste Spor af norske Munke[1].
Biskopsgodset og Klostergodset i Norge med deraf flydende Indtægter samt Halvdelen af Tienden tilfaldt saaledes ved Reformationen Kongedømmet eller Kronen. Men Kristian vidste, ved Siden heraf, ogsaa at skrabe til sig en god Deel af Kirkens rørlige Gods. Under 27de April 1537 paalagde han fra Viborg Esge Bilde at skaffe ham af Klostere eller Kirker forgyldt Kobber, nemlig Tavler, Billeder, Lysestager og andet lignende af denne Materie, – rigtignok, som det hed, med deres Minde, som havde Kloster eller Kirke i Forlening[2]. Og i et Brev af 23de Juni 1537 fra Kjøbenhavns Slot overdrog han samme Esge Bilde, i det han takkede ham for hans Tjeneste i det Nordenfjældske, og bød ham at indtage Bergens Stift paa Kongens Vegne, – at sørge for, „at Intet forrykkes af Kalke, Diske, Monstrantier, Klenodier, Guld, Sølv, forgyldte Tavler og andet saadant, der er eller findes i Kirker eller Klostere, at det bliver tilstede alt sammen“, og deri paasee „vort Gavn og Bedste“[3]. Kongedømmet skulde altsaa have sin Del ogsaa af Kirkens rørlige Kostbarheder, og Indbringelsen af alle disse Kirkeskatte i Kongens Skatkammer, – hvilken vi vide med Sikkerhed senere foregik fra mange andre Dele af Landet end fra Bergens Stift, og hvilken vistnok maa antages i Regelen at have foregaaet fra alle Landsdele, forsaavidt i det mindste Leiligheden tillod det, og Sagerne ansaaes for Flytningen værd, – har vist nok ikke lidet bidraget til igjen at fylde den kongelige Kasse, der ved den foregaaende Krig var bleven saa haardt medtagen.
Hermed være ingen Bebreidelse udtalt over det, at Kongen, da han engang var erkjendt for Landskirkens Hoved, tog under Kongedømmets eller Kronens Varetægt det Kirkegods, som nu, efter den nye Kirkeordning, maatte agtes uhensigtsmæssig anvendt, om det anvendtes paa den gamle Maade og efter den romerske Kirkes forkastede Grundsætninger. Men Bebreidelse maa dog ramme Maaden, paa hvilken disse Rigdomme, under Kongedømmets Ledning, senere for største Delen nyttedes. Det var en retfærdig Fordring, at de maatte komme Kirkens Formaal paa en fornuftig og med Reformationen stemmende Maade til Gode,. – at de maatte blive anvendte til den religiøse Oplysnings og de dermed forbundne Indretningers Fremme. Men dette skede, saavidt man bar kunnet efterspore, kun for en meget ringe Del. Det meste af hine Rigdomme
