vilde forlade Erkebiskoppens Sag og gaa Kongen til Haande. Herpaa blev, som det lader, ikke strax noget skriftligt Svar givet. Maaskee har Kapitelets Dekanus, Knut Pederssøn, der var med paa Stenvikholm, gjort Vanskeligheder. Men snart aftraadte han eller blev nødt til at aftræde, og til hans Eftermand valgte Kapitelet Thorbjørn Olafssøn. Denne drog strax efter til Danmark til Kong Kristian med Kapitelets Skrivelse af 13de Januar 1538, hvori det fralagde sig al Medviden og Deltagelse i Erkebiskop Olafs Foretagender mod Kongens Sendebud 1536, og udbad sig Kongens Stadfæstelse paa sine Indtægter og Friheder. Thorbjørn var heldig i sit Erinde. Han udvirkede nemlig Kongens Brev fra Gottorp af 14de Marts 1538, hvorved den forlangte Stadfæstelse udtaltes, dog Kongens „Reformats og Ordinans“ uforkrænket. Med dette Brev kom Thorbjørn tilbage. Men endnu henled, uvist af hvilken Grund, nogle Aar, før en Superintendent over Throndhjems Biskopsdømme blev tilskikket. I et Brev af 4de Januar 1542 udtalte Kapitelet for Kongen sit Ønske, at denne, som nu havde forsørget alle Norges øvrige Stifter med Superintendenter, ogsaa vilde skikke en saadan over Throndhjems Stift, og nævnte som sit Valg „paa Kongens gode Behag“ Mgr. Thorbjørn Olafssøn. Ikke før end i 1546 blev dog dette Ønske af Kongen opfyldt, i det han ved Brev fra Koldinghus af 6te Januar udnævnte „Torbern Olssen“, der omtales i Brevet som anbefalet af „den høie Skole i Kjøbenhavn“, til Superintendent i Throndhjems Stift. Thorbjørn var selv Brevets Overbringer. Da det heder-, at Thorbjørn havde studeret i Wittenberg, saa er det ganske rimeligt, at dette er blevet ham paalagt som Forberedelse til hans Embede, og at hans Studium i Wittenberg har foranlediget den lange Frist, før han fik sin Udnævnelse af Kongen. Han døde allerede 1548[1].
Om Kirkereformationens Indførelse paa Island og om de to islandske Biskopsdømmers Besættelse med evangeliske Superintendenter skulle vi lidt nedenfor tale særskilt. Her maa jeg endnu kun korteligen berøre Færøernes Biskopsstol. Om den vide vi i det Hele lidet, og angaaende dens Overgang til Reformationen saa godt som intet. Den Biskop til Færøerne, der senest ovenfor blev omtalt, var Amund Olafssøn, som den første Januar 1533 af Kong Fredrik I fik „Livsbrev“ paa Færøernes Biskopsdømme[2]. Han var den sidste katholske Biskop der; men om han er død i sin Verdighed, eller om han har
