maattet frasige sig den, vides ikke. Amunds Eftermand var Jens Riber, efter Navnet at dømme en dansk Mand. Han omtales som den første og eneste evangeliske Superintendent der paa Øerne. Han blev i 1557 forflyttet til Stavanger, da den første Superintendent der, den fornævnte Jon Guttormssøn, frasagde sig Embedet, hvilket derpaa Jens Riber skal have bestyret til sin Død 1571. Efter hans Afgang fra Færøerne, fik disse ikke meer nogen egen Superintendent til øverste Kirkeforstander, men kun en Provst, der først underlagdes Bergens Superintendent, senere Sjællands[1].
Med de evangeliske Superintendenters Indsættelse i Norge synes Reformationsverket der fra Kristian III’s Side paa en Maade at være afsluttet. Den hele Religions Forandring i Norge udgik, som man af det Foregaaende vil see, fra Kongen og hans danske Raadgivere, uden at hverken den norske Geistlighed eller det norske Folk derved toges paa Raad. Forandringen var ikke forberedet ved nogen religiøs Undervisning; og hverken Landspresterne eller den menige Lægmand synes ret at have forstaaet dens Betydning. Alt gik imidlertid, hvad Kirkereformationen vedkom, tilsyneladende roligt af. Grunden hertil var udentvivl deels, at den romerske Kirke i sin henstivnende Form allerede havde i Norge tabt det meste af sin vækkende Kraft og med det samme det norske Folks levende Medfølelse, – deels at Forandringen foregik paa en Maade, der gjorde den i Begyndelsen lidet mærkbar for Almuen. Styrelsen, der ikke kunde opdrive uden et ringe Antal lutherske Lærere for Norge, nødtes til at lade Mængden af de katholske Prester forblive ved deres Kirker; og disse Prester opretholdt saameget af de papistiske Kirkeskikke som de kunde uden aabenbare at støde den verdslige og geistlige Øvrighed. Denne udviste ogsaa udentvivl, ifølge Kongens eget Ønske, i Begyndelsen megen Overbærenhed og Lempe. Da Reformationens verdslige Maal var opnaaet, overlod Landsstyrelsen Udjævningen af de egentlige religiøse Vanskeligheder til Tidens Gang og en ny Sedvanes Magt.
Den norske Kirkes Reformation gik som sagt, efter Alt hvad man ved, i det Hele for sig uden at vække nogen voldsom Gjæring og Brydning i Folket. Den gjennemdreves i det Ydre med stor Hast og uden tilbørlig aandelig Forberedelse; i det Indre derimod, i Folkets religiøse Følelse og Bevidsthed, banede den sig udentvivl meget langsomt Veien.
Vi maa endnu, før vi forlade selve Norge for at see Kirkereformationens Seier paa Island, opholde os et Øieblik ved de Personers senere Skjebne, som vi i det nærmest Foregaaende have seet spille Hovedrollen i de Bevægelser, der ledsagede Tilintetgjørel-
- ↑ Debes, Færøernes Beskriv. 292; Peder Klausen, Norges Bskr. 52, 53.
