sen af Norges Selvstændighed som Rige, og dets Kirkes derpaa følgende Reformation.
Her møder os da først Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn. Vi forlode ham som Flygtning paa Veien fra Norge til Nederlandene, hvorhen han først synes at være kommen efter meer end een Maaneds Seilats, og efterat Vaabenstilstanden mellem Danmark og Nederlandene allerede var sluttet i Bryssel den 3die Mai 1537[1] At denne Stilstand maatte være høist nedslaaende for ham, er utvivlsomt, om end de Artikler, den indeholdt til hans Sikkerhed, maatte overtyde ham om den nederlandske Styrelses Velvillie for hans Person. Da han var kommen til Nederlandene, blev ham strax anvist Ophold i Lyr i Brabant, hvor Kong Kristian II forhen havde henlevet nogle Aar af sin Landflygtighed. Erkebiskoppen findes at være kommen did allerede inden den 28de Juni 1537[2]. Det varede ikke længe før hans Ophold i Nederlandene blev Kristian III bekjendt, og før denne tilskrev Dronning Maria om ham. I et Brev af 1ste Juli samme Aar fra Kjøbenhavn anklager Kristian ham for at have brudt sin Troskab mod sin Konge og at have bortført med sig fra Norge, foruden sit eget Gods, ogsaa meget der tilhørte Norges Rige og Kongen. Kristian beder om, at dette Gods maa igjen blive ham tilstillet, eller i det mindste maa blive optegnet og belagt med Arrest. Erkebiskop Olaf sees ogsaa virkelig at have taget med sig fra Throndhjem meer end som var hans private Eiendom; og det som maatte findes at tilhøre Kirken, derpaa ansaa naturligvis Kristian sig fuld berettiget til nu at gjøre Fordring, da han havde stillet sig selv som den norske Kirkes øverste Forstander. Erkebiskoppen havde desuden ført med sig en Deel Kostbarheder, som Hr. Nils Lykke i 1534 havde givet ham i Forvar paa Stenvikholm Slot, og for hvilket han den 2den Mai i det nævnte Aar havde udstedt sin Forskrivning. Paa dette sidstnævnte Gods fremkom snart Fordringer fra Nils Lykkes Frænder paa dennes umyndige Børns Vegne. Det er imidlertid neppe rimeligt, at noget alvorligt Skridt er gjort i Anledning af nogen af disse Fordringer fra den nederlandske Styrelses Side i Erkebiskoppens levende Live. Hans Landflygtighedsstand blev ikke langvarig. Den 7de Marts 1538 døde han i Lyr[3]. Hvilken Alder han har naaet, vide vi ikke; hans tidligere Stilling gjør det dog rimeligt, at han ved sin Død har været allermindst en sexti Aar gammel, eller snarere maaskee sterkt nærmet sig de sytti[4]. Om hans Karakter have vi talt oftere ovenfor. De Beskyldninger, man har gjort ham for Uredelighed og Falskhed, maa i det Hele an-
