sees for uefterrettelige, eller i alle Fald for meget overdrevne; men at han har manglet den Karakterfasthed, som hans vanskelige Stilling, især i hans sidste Leveaar, fordrede, dette synes ikke at kunne negtes. At han mente sit Fædreneland vel, og ligeledes den Kirke, han var sat til at forestaa, derom er heller ingen gyldig Grund til at tvivle, om han end i Forsvaret for begge var fuldkommen uheldig. For at fælde en fuldstændig og sikker Dom om hans Karakter og Handlinger, maatte man imidlertid have flere Kilder for Haanden, end dem man hidtil har havt til Raadighed.
Hans Efterladenskaber gave Anledning til mange Krav fra forskjellige Sider. Kong Kristians have vi allerede omtalt ligesom og Nils Lykkes Arvingers Men til disse Krav kom ogsaa, strax efter Erkebiskop Olafs Død, Fordringer fra Pfalzgreve Fredriks Side paa Kong Kristian II’s og dennes Arvingers Vegne. Erkebiskoppen sees selv for sin Død at have godkjendt Nils Lykkes Arvingers Ret og at have nøie betegnet og afsondret det Gods, som dem tilkom; men til nogen virkelig Udlevering af det levnedes ham ikke Levedage, og efter hans Død blev det sammenføiet med hans øvrige Efterladenskab. Om dette i dets Helhed fandt en langvarig Skriftvexling senere Sted gjennem hele ti Aar, indtil det omsider i 1548 kom i Pfalzgreve Fredriks Besiddelse[1]. Til den samme Fyrste kom ogsaa Erkebiskop Olafs Archiv, som han havde ført med sig fra Throndhjem, hvilket, i Forbindelse med Kristian II’s Brevvexling under hans Landflygtighed, siden kom til München, og derfra, ved den bayerske Konges Gave, i 1830 til Norge.
Vi have før omtalt som Erkebiskop Olafs Fortrolige og som Mænd, der ganske vist havde megen Indflydelse paa hans skjebnesvangre Adfærd i 1535 og 1536, Einar Tjeld og Kristoffer Throndssøn, begge Væbnere eller Svende, altsaa af lavere Adelsmand, og begge, saavidt vides, indfødte Nordmænd[2]. Det seneste vi vide om Einar Tjeld er, at han var blandt Befalingsmændene paa Stenvikholm, da Erkebiskoppen forlod Norge i 1537[3]; efter Slottets Overgivelse i Mai Maaned samme Aar forsvinder han af Historien. Kristoffer Throndssøn derimod var en meer kjendt Fremtid forbeholdt. Han synes fortrinsvis blandt Erkebiskoppens verdslige Tjenere at have nydt dennes Fortrolighed, og som Følge heraf sees Rygtet at have veltet en væsentlig Andeel i Vincentius Langes Drab og i det Hele i de stormende Optrin i Throndhjem i Januar 1536 over paa ham[4]. Kristoffer synes virkelig ogsaa at have været en rask og
