Af de Lande, der hørte til Norges Rige og til den norske Kirke, var Island det, hvor den romersk-katholske Lære længst opretholdtes som Landsreligion, og hvor den senest, som saadan, veg for den evangelisk-lutherske.
Vi have i det Foregaaende seet, hvorledes begge Islands Biskopsdømmer i Aarene 1520–1524 fik nye Forstandere: – Skaalholts Biskopsdømme Øgmund Paalssøn, Hole Biskopsdømme Jon Aressøn. Vi have ogsaa seet, at Forholdet mellem disse tvende Biskopper fra først af var mindre end venskabeligt, og hvorledes Øgmund havde gjort alt hvad der stod i hans Magt før at hindre Jons Valg og Indvielse, men hvorledes hans Bestræbelser i denne Retning alle strandede. Jon Aressøn blev indviet i Norge af Erkebiskop Olaf i 1524, kom i 1525 til Island og tog der sin Stol i Besiddelse[1].
Disse tvende sidste katholske Biskopper paa Island, vare i mange Henseender ualmindelige Personer og, det tør man nok paastaa, i sin hele Karakter, Fremfærd og Levevis sande Repræsentanter for Mængden af sin Tids Biskopper.
Øgmund Paalssøn var meget ældre end sin Embedsbroder. Han skildres som en driftig Mand, især i alle verdslige Sager, og hans Skjøn paa disse dækkede tildeels hans Fattigdom paa geistlige Kundskaber i en Tid og under Omstændigheder da Biskoppen i sit Biskopsdømme gjaldt fuldt saa meget i Egenskab af verdslig Styrer, som i Egenskab af Christendommens Forstander. Han var en kraftig, ærgjerrig og stolt Mand, en Høvding i sit Væsen og berømt for sin Gavmildhed, hvilken han dog, naar han var i godt Lune, ofte øvede paa en hensynsløs, overdreven Maade. Men han var ogsaa en egensindig, opfarende, høist lidenskabelig Mand, der i Alt vilde have sin Villie frem, og som Faa vovede at modsige; thi Indvendinger taalte han ikke, men overøste almindelig den, der vovede at fremføre dem, eller i det Hele vovede at gjøre ham imod, med de groveste og uverdigste Skjældsord. Den Lykke, som havde fulgt alle hans Foretagender i hans tidligere Aar, havde, som man trode, udskjæmt ham og gjort ham saa umedgjørlig som han viste sig i sin overordnede Stilling. Noget egentlig ondt eller uædelt Sindelag synes han dog ikke at have havt, ikke heller skyldes han for at have vakt Forargelse ved nogen Usedelighed i Levnet, om end hans Levevis i det Hele ikke var synderlig klosterlig eller prestelig[2].
