Med herligere Naturens Gaver var Jon Aressøn udstyret.
Han havde ogsaa et Væsen, som fuldkommen sømmede en den Tids
Storhøvding, var pragtfuld, gjestfri, gavmild, driftig og stolt. Han
gav ikke Øgmund noget efter i verdslig Ærgjerrighed og Herskesyge.
Men han havde større Selvherredømme, større Smidighed
og større Gaver til at vinde sig hengivne Venner. I egentlige geistlige
Kundskaber stod han ganske vist endogsaa under sin Embedsbroder,
men hans Aandsgaver synes langt at have overstraalet dennes,
og netop at have været af det Slags, der maatte vække hans Landsmænds
Beundring. Han var, som vi have seet, næsten uvidende i
Latinen; men han var heldig Skald, ja maaskee den første Skald
blandt sine samtidige Landsmænd, og han havde altid en Vise rede,
naar Omstændighederne fremkaldte den. Han var glad og oprømt i
godt Vennelag, medens han tillige vidste baade i det daglige Liv og
i Embedshandlinger at optræde med en Verdighed, der sømmede hans
Stand og Stilling. Han var en aabenbar Overtræder af Cølibatet;
thi han levede fra sin Ungdom af lige til sin Død i ufordulgt Frilleliv
med Helga Sigurdsdatter og avlede med hende fire Sønner og to
Døttre. Men saadanne Forbindelser vare den Tid, Cølibatsloven til
Trods, ganske almindelige blandt Presterne, navnligen paa Island,
og vakte liden Forargelse hos Folket, helst naar de, som Tilfælde synes
at have været med Biskop Jons og Helgas, grundede sig paa et
Slags, rigtignok mod Kirkeloven reentud stridende, Kontraktsforhold,
og overholdtes med Troskab fra begge Sider. Jon havde endogsaa,
besynderlig nok, i 1522, da han forlængst var Prest og allerede var paa
god Vei til at blive Biskop formeligen ætledet, d. e. erkjendt for egte,
fire af sine Børn, nemlig tre Sønner og en Datter[1]; og han fandt
i sin meer fremrykkede Alder, i sine djærve og kloge Sønner den sikkreste
og bedste Støtte for sine ærgjerrige Planer, saalænge Forsynet
tillod disse at have Fremgang[2].
I Førstningen efter at Jon Aressøn havde taget Hole Stol i Besiddelse saa det heel fiendtligt ud mellem ham og Biskop Øgmund. Deres første Sammenkomst paa Althinget i Sommeren 1526 lignede meer to avindsyge verdslige Høvdingers Fremtog til en afgjørende Kamp end tvende Biskoppers Møde i Kirkens og Rettens Tjeneste. Fra begge Sider var Opfordring udgangen til Prester og Bønder at komme til Althinget saa mandsterke som muligt, og Stevne var sat hvor man skulde møde til Thingtoget. Da Tiden kom, red Biskop Øgmund søndenfra med meer end 1300 Mand i sit Følge, Jon nordenfra med 900; og saaledes mødtes de paa Thingvolden ved Øxaraa.
