Længe vilde Ingen af dem give efter for den Anden, og det saa ud til et Slag mellem de to Flokke. Men saalænge gik de bedste Geistlige og Bønder mellem Biskopperne, at de endelig lode Tanken paa almindelig Kamp fare, – dog kun paa den Maade, at en Tvekamp mellem to Mænd, een fra hver Side, skulde afgjøre Striden. Tvekampen fandt Sted den 1ste Juli paa en Holme i Øxaraa i begge Biskoppers og deres Mænds Paasyn. Kampen var længe uafgjørende; men endelig lykkedes det Øgmunds Kjæmpe at kaste sin Modstander ved Haandkraft til Jorden. Nordlændingerne lode sig vel forlyde med, at ikke alt var gaaet retfærdigen til; men det blev dog ved hvad skeet var, og Biskopperne skiltes ad, om end ikke som Venner, saa dog uden at det kom til noget Slag mellem dem.
Men Dagen efter Tvekampen, Marie Besøgelses Dag, opbrændte Skaalholts Kathedralkirke i Biskop Øgmunds Fraværelse lige i Grunden, uden at man vidste med Sikkerhed Ildens Ophav. Paa selvsamme Tid brød Thingalmuen op for at drage hjem. Ogsaa Biskop Øgmund gav sig paa Hjemveien, men mødte snart Kirkepresten af Skaalholt, der bragte ham Ulykkestidenden. Den gjorde saa heftigt Indtryk paa Øgmund, at han tregange sank daanet af sin Hest, før han naaede Skaalholt. Hans første Ord, da han ret var kommet til sig selv, var: „hidtil har mangt gaaet mig efter Ønske, derfor er det billigt, at ogsaa noget gaar mig imod“. Forstandige Mænd, heder det, troede siden, at Ulykken var et Guds Vink til Øgmund for at dæmpe hans Overmod, og man fandt, at fra den Tid rammede Modgang oftere Biskoppen, og det meer og meer jo længer det led paa hans Levedage. Biskop Øgmunds Driftighed blev ikke knækket ved Ulykken; tvertimod viste den sig nu kraftigere end nogensinde, i det han fra alle Kanter, ved Gaver og ved Kjøb, samlede Tømmer til Kirkens Gjenopbyggelse, hvilken ogsaa paa det nærmeste blev fuldbragt inden hans Død[1]. Hans Stridbarhed derimod og hans Had mod Jon Aressøn, synes at være blevet dæmpet ved den indtrufne Hendelse, og det kom ikke oftere til saadanne forargelige Sammenstød mellem Biskopperne som det sidst omtalte. I 1529 viser sig endogsaa et venskabeligere Forhold at være indtraadt mellem dem, idet Øgmund meddelte Jons Søn, Magnus, prestelig Vielse og Vielsesbrev, efterat naturligvis den nødvendige Dispensation for ham som Prestesøn iforveien var udvirket[2].
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 60–61; Finn Joh. II. 526.
- ↑ Finn Joh. II. 531; Espol. Aarb. þ. 3. c. 70. Hvad derimod Førstnævnte paa anførte Sted fortæller om et Møde og Forlig mellem begge Biskopper i Husafell i 1530 forekommer mig usikkert. Den hernævnte Biskop Jons Søn, Magnus, døde allerede i 1534. Finn Joh. II. 668.
