Hvad der dog rimeligvis mest har drevet Øgmund til at lægge
Tømme paa sin Ophidselse mod sin Embedsbroder, var Frygt for Reformationen.
Thi Luthers Lære begyndte paa denne Tid ogsaa at
blive kjendt paa Island, idet nogle af hans Skrifter førtes derover
med tydske Kjøbmænd. Tydskerne dreve nemlig paa den Tid den meste
Handel paa Øen, og over Hamburg kunde kjetterske tydske Skrifter
let finde Indgang. Jon Einarssøn, Kirkeprest i Skaalholt, læste enkelte
af Luthers Skrifter i Hemmelighed, og de gjorde det Indtryk
paa ham, at han endog paa en Kyndelsmessedag vovede at tale mod
Helgentilbedelsen og kalde den Afgudsdyrkelse. Biskop Øgmund blev
meget vred herover og tog sig fore at irettesætte Presten. Men denne
svarede ham med Sagtmodighed og beraabte sig blandt andet paa
Paulus til Forsvar for Presternes Egteskab. Biskoppen vilde dog ikke
høre herpaa og afviste hans Forsvar: med de Ord: „Paulus var Hedningernes
Læremester, men ikke vor!“ Der blev siden aldrig ret godt
med Øgmund og Jon Einarssøn[1].
Langt mere Ærgrelse voldte ham dog en anden Klerks Overgang til Luthers Lære. Det var Gissur Einarssøns, som havde været hos Biskoppen i længere Tid, og som denne havde taget sig meget af paa Grund af hans Forstand og gode Nemme. Biskoppen havde endogsaa kostet Gissur Skolegang i Hamborg. Gissur forblev i Tydskland 4–6 Aar, skal have hørt Bugenhagen i Hamborg, og senere i Wittenberg Luther selv og Melancthon. Han kom ved denne Tid hjem til Island fuldkommen vunden for og oplært i den lutherske Lære. Men Biskop Øgmund havde ogsaa faaet Underretning om, at han havde inddrukket, som han udtrykte, sig „Luthers Kjætteri“, og vilde derfor længe ikke taale ham i sin Nærhed[2]. Øgmunds Had mod Luthers Lære skal endogsaa have drevet ham, der ikke ellers syslede synderlig med Bøger, til at sammensætte et Skrift mod Luther, hvilket dog var uden Verd[3].
Forvirringen efter Kong Fredrik I’s Død strakte sig ogsaa til Island, og Landet var, ligesom Norge, i flere Aar uden nogen erkjendt Konge. Fra tre forskjellige Kanter indløb Krav paa Herredømmet over, og de kongelige Indtægter af Island. Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn, og Norges Raad, gav Fuldmagt til begge de islandske Biskopper at optage Kronens Rente, hver i sit Biskopsdømme. Hertug Kristian, som han endnu kaldtes paa Island, befalede en Didrik Foged at gjøre det samme paa sine Vegne. Grev Kristoffer af Oldenborg endelig tilskrev Islændingerne, at han havde udnævnt Markus Meyer til Hirdstyrer over hele deres Land. Disse forskjellige Krav bleve af de tvende daværende Lagmænd forelagte Althingets Lagrette om Sommeren 1535,
