og en Althingsdom af 29de Juni samme Aar blev nu afsagt, hvorved Erkebiskoppens og det norske Raads Brev godkjendtes og toges til Følge, „efterdi, som det hed, Kronen i Norge ingen udvalgt Konge har over sig, og vi have svoret den (Kronen i Norge) og Norges rette Konge vore Ede“[1]. I 1536 synes dog denne Uvished at være bleven hævet, da Klaus af Mervitz kom til Island som Kong Kristian III’s Hirdstyrer eller Befalingsmand. Biskop Øgmund skal vistnok endda have forsøgt at knytte en Forbindelse med Erkebiskop Olaf og i den Anledning have sendt den føromtalte Gissur Einarssøn, som han nu havde taget til Naade, med et af sine Skibe til Erkebiskoppen med Breve. Men skjønt det lykkedes Sendebudet med stor Vanskelighed at faa udrettet sit Erinde hos Olaf, saa var dog intet nu meer fra denne at vente, og Gissur kom tilbage til Island uden at medbringe nogen Trøst for sin Herre[2]. Biskop Øgmund maatte da bøie sig for Kong Kristian og hans Befalingsmand.
Aarsagen, hvorfor Biskop Øgmund nu atter tog Gissur Einarssøn i sin Tjeneste, var ingenlunde at Biskoppen havde opgivet eller mildnet sit Had mod Lutherdommen, – men deels den, at han troede Gissur, der vel vidste at dølge sine religiøse Meninger, forlængst havde glemt den nye Lære, og deels den, at han nu høieligen trængte til ham. Klaus af Mervitz, der skildres som en ond og trættekjær Mand, fordrede nemlig paa Kongens Vegne strengt Regnskab af Øgmund; men dennes Regnskaber vare indviklede, og han selv blev med Aarene meer og meer sløvsynet og uskikket til at hjælpe sig selv. Gissur var baade en dygtig Regnskabsfører og fra ældre Tid, da han var i Biskoppens Tjeneste, nøie kjendt med dennes Pengesager. Øgmund fandt det derfor sikkrest at ty til hans Hjælp under sin tiltagende Alderdomssvaghed. Foruden den i Hjertet fremdeles fuldkommen luthersksindede Gissur, var ogsaa i Biskoppens nærmeste Omgivelse en anden hemmelig Tilhænger af den nye Lære. Dette var Odd, en Søn af Biskop Gotskalk Nikolaussøn af Hole. Han var i sin Ungdom opdragen i Norge hos en Farbroder, hvorfor han siden kaldtes Odd Norske, havde her modtaget god geistlig Undervisning og havde siden reist i Danmark og Tydskland. Han var en lærd og klog Mand, havde i Udlandet vundet Kjendskab til den lutherske Lære, og var efter mange Betænkeligheder bleven dens afgjorte Tilhænger. Odd kom ved denne Tid til Skaalholt og blev Biskop Øgmunds Skriver og Fortrolige, uden at denne havde nogen Mistanke om hans lutherske Meninger. Han oversatte i al Hemmelighed det nye Testamente, medens han indbildte Biskoppen, at han søgte Ensomheden for uforstyrret at kunne afskrive theologiske Bøger og Kirkelove. Biskoppen, heder det, kom
