dog engang over ham, medens han udenfor Kirken læste i en tydsk Oversættelse af Lukas’s Evangelium. Paa Biskoppens Fordring maatte han levere Bogen fra sig; og da Øgmund saa hvad det var, kastede han den hen i Veien og løb ind i Kirken efter at have udskjældet Odd paa det groveste[1].
Ved denne Tid, da Biskop Øgmund saaledes til sin Skræk opdagede, hvorledes Luthers Lære trivedes og fremmedes i hans nærmeste Omgivelse, blev han pludselig ganske blind. Dette traf ham, fortælles der, paa en Reise, da han med eet syntes der blev mørkere og mørkere om ham. Han spurgte sine Følgesvende, om det alt tog paa at kveldes; men de svarede ham, at Solen skinnede klart. Da udbrød Oldingen: „nu! nu! farvel Verden, du har længe nok tjent mig!“ Han begyndte at tænke paa at faa sig valgt en Hjælpebiskop, da han desuden allerede nærmede sig de otteti. Han udsaa hertil sin Søstersøn, Presten Sigmund Eyolfssøn, og fik ham udvalgt af Biskopsdømmets Presteskab. Sigmund reiste til Norge i 1536 og skal i 1537 være bleven indviet i Nidaros af Erkebiskop Olaf, strax før denne flygtede fra Norge. Men Dagen efter sin Indvielse blev Sigmund syg og døde efterat have været Biskop i tretten Dage[2].
Da Tidenden om Sigmunds Død kom til Island, besluttede Biskop Øgmund i hans Sted at faa Presten Gissur Einarssøn valgt til sin Hjælpebiskop og Eftermand. Gissur havde nemlig paa alle de Steder, hvor han efter sin Hjemkomst fra Tydskland opholdt sig, vidst at overtyde Alle saaledes om sin katholske Rettroenhed, at Biskop Øgmund nu ikke meer nærede nogen Mistanke mod ham. Øgmund foreslog hans Valg for sin Geistlighed paa Skaalholts Biskopdømmes almindelige Synode i Sommeren 1539. Forslaget mødte ingen Modstand, og da Gissur var bleven valgt, forlod han strax Island for over Hamborg at reise til Danmark og der søge Stadfæstelse paa sit Valg hos Kong Kristian, i hvem Islændingerne nu maatte see sin lovlige Herre og Konge[3].
Men kort før Gissurs Afreise var Biskop Øgmund kommen i et meget uvenskabeligt Forhold til Didrik af Minden, en Tydsker af Æt, der i længere Tid, ni eller ti Aar, havde været Ombudsmand eller Foged for de kongelige Befalingsmænd og som saadan havt Sæde paa Kongsgaarden Bessastad. Didrik var en uretfærdig og voldsom Mand og derfor ilde lidt af Islændingerne. Da han nu, efter Klaus af Mervitz’s Komme til Island, syntes at han i ham havde faaet en Støtte, og tillige havde faaet vide, hvorledes Kong Kristian inddrog Klostrene i Danmark og Norge under Kronen, samt med hvilken Vil-
