kaarlighed i denne Henseende flere af hans Embedsmænd, især i Norge, havde faret frem, saa besluttede han sig til ogsaa at forsøge noget Lignende paa Island. Det Kloster, han først udsaa sig til Bytte, var Augustinerklosteret i Vidø. Han drog did med sine Mænd og besatte Klosteret i Abbedens Fravær, udjog Klosterets Folk og tog under sig dets Forraad og Ejendomme. Denne Voldshandling øvede han 1539 den 25de Mai, som var selve Pintsedag. Om han handlede efter Overenskomst med Klaus af Mervitz eller paa dennes Bud, er ikke ganske tydeligt; men at det Hele skede uden noget særligt Bud fra Kongens Side, maa antages. Paa det kort efter følgende Althing henvendte Biskop Øgmund sig personlig til Didrik angaaende hans Færd i Vidø og spurgte ham, om han havde noget Kongebrev for sig i hvad han havde gjort? thi i saa Tilfælde vilde Biskoppen adlyde dette. Da Didrik hertil intet svarede, lagde Biskoppen Sagen under Lovens Afgjørelse, medens Didrik kun yttrede, at „Pestilentien maatte have den Lov“. De skiltes uforligte.
Ikke længe efter dette Mode, i Begyndelsen af August Maaned, for Didrik fra Bessastad øster i Landet og havde i Sinde at gjæste Klostrene i Thykkvabø og Kirkiubø paa samme Maade som Klosteret i Vidø. Paa Veien fik han imidlertid det Indfald først at besøge Biskop Øgmund i Skaalholt, og drog virkelig did. Han blev gjestfrit modtagen, men fik ikke Biskoppen i Tale før den næste Morgen. Øgmund spurgte ham da, ligesom tidligere paa Althinget, om han agtede, uden noget udtrykkeligt Bud fra Kongens Side, at tage Klostrene under sig? Didrik svarede heller ikke denne Gang paa Spørgsmaalet, men gav kun sin Vrede Luft i de usømmeligste Skjeldsord mod Biskoppen, hvem han kaldte: Blindebiskop, Hundsvot og mere saadant, i det han med Haan tilføiede, at han med sex Mænd i Følge vilde paatage sig at vinde hele Island. Biskoppen bad ham blot om at vige bort fra Gaarden med det Gode, han skulde gjerne faa Mad og Drikke med paa Reisen, som han selv ønskede. Han vilde ei Didrik noget ondt; men denne kunne selv indsee, at gammel og blind som han var, kunde han ei raade for sit Folk. Didrik blev imidlertid ved denne Tiltale kun grovere, og hans Mænd opførte sig som deres Herre. Da sendte Presten Jon Hedinssøn, der var Raadsmand ved Biskopsstolen, Bud afsted til de nærmest boende Bønder, som vare Stolens Leiglændinger, og lod dem sige hvad der foregik i Skaalholt. Bønderne kom strax med hvad Vaaben de havde for Haanden, og før Didrik vidste Ord af, vare Indgangene til Stuen, hvor han sad og drak, besatte af væbnede Mænd. Didrik greb til Modverge; men han blev dræbt tillige med alle sine Følgere paa en tolvaarsgammel Smaasvend nær. Dette foregik paa Laurentius Messedag, den 10de August, 1539.
