Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/865

851

Gissur Einarssøn viet tit Superintendent i Skaalholt.

At Drabet skede med Biskop Øgmunds Villie og paa hans Opfordring, lod sig ei bevise. Han selv vilde ikke vedgaa nogen Deelagtighed i det. Sagen blev strax underkastet tolv Mænds Dom paa Thingstedet Laxaaholt; og her dømtes den 23de August Didrik og hans Mænd at være faldne som Ubodemænd paa Grund af tidligere Voldshandlinger og Beskjæmmelser, som Didrik havde tilføiet Biskoppen, hvorimod Drabsmændene dømtes sagløse^[1]. Klaus af Mervitz, agtede, som man vel kan tænke, ikke det ringeste paa denne Dom, men fremstillede Sagen i sin Skrivelse til Kong Kristian paa den værste Maade og gav Biskop Øgmund Skylden for Drabet^[2]. Gissur Einarssøn fik i Hamborg høre hvad der var foregaaet i Skaalholt. Han vovede sig nu ikke strax til Kjøbenhavn, men tilskrev først Kong Kristian et undskyldende og ydmygt Brev af 29de September. Kongen meddelte ham imidlertid i Slutningen af October sit Leidebrev, og nu kom han i November 1539 til Kjøbenhavn, hvor han blev af Sjællands Biskop, Peder Plade (Petrus Paladius), indviet til Skaalholts første evangeliske Superintendent, og stadfæstedes i denne Verdighed af Kongen^[3]. Selv kaldte Gissur Einarssøn sig siden med den nye Titel Superintendent, men af Islændingerne nævntes han som sine Forgjængere Biskop. Han kom i Begyndelsen af Sommeren 1540 atter over Hamborg tilbage til Island og mødte ved Midsommerstid paa Prestemødet for Skaalholts Biskopsdømme, hvor han uden Indsigelse blev samtykket i sin Verdighed. Men at han dog af Presteskabet strax blev betragtet med noget mistænksomme Øine, derom vidner det aabne Brev, han fandt det nødvendigt at udstæde paa Althinget den 29de Juni, hvori han lovede Presteskabet at styre efter „Kirkens gamle og gode Lov“ og efter „Christenretten“, dog med den Tilføielse „forsaavidt den ei er imod Guds sande Lovbud“^[4]. Aarsagen til at Gissur indgik paa en saadan Erklæring, der for Manges Øine maatte sætte hans rene Lutheranisme i et tvivlsomt og tvetydigt Lys, var aabenbare den, at han fandt Veien for den nye Lære endnu altfor utilstrækkeligen jævnet, til at han vovede at rykke frem med den i dens fulde Klarhed, helst da han fandt for sig paa Althinget en raadende Stemning, der opfordrede ham til den største Forsigtighed. Thi Breve fra Kong Kristian bleve Althinget forelagte, hvorved paa den ene Side hans Kirkeordinants oversendtes til Antagelse, og paa den anden Side Biskop Øgmund, ifølge Klaus af Mervitz’s Forklaring, beskyldtes for Didrik af Mindens Drab. Men begge Dele vakte paa Thinget den største Uvillie. Biskop Øgmund

1. Dommen hos Finn Joh. II. 552–555.
2. Espol. Aarh. þ. 3. c. 89–91.
3. Finn Joh. III. 248–251.
4. Espol. Aarb. þ. 3. c. 93; Finn Joh. III. 275–278.