gjorde for den samlede Lagrette sin Ed paa, at han ingen Deel havde i Didriks Drab, og den store Mængde af Nordlandets Presteskab med Biskop Jon Aressøn i Spidsen udtalte sig bestemt mod den nye Kirkeordinants. Dagen efter at Gissur havde afgivet sin Erklæring, den 30te Juni, blev et Brev udstedt af Biskop Jon, dennes Søn, Are Jonssøn, Lagmand for Islands nordlige og vestlige Deel, samt denne Landsdeels 24 Lagrettesmænd, hvori de i djærve Ord paa Lærdes og Læges Vegne erklærede, – først ikke at ville modtage Ordinantsen, fordi den ikke var given af den romerske Kirkes Magt, og fordi den ikke stemmede med den rette norske Lov, – og dernæst, at Biskop Øgmund var sagløs i det Drab, som Klaus af Mervitz tillagde ham, medens Klaus selv derimod havde gjort sig skyldig i mange ulovlige Voldshandlinger, hvorfor de bad Kongen befri dem for ham, saameget meer som han ei forstod hverken Landets Lov eller dets Tungemaal[1]. Og Biskop Jon Aressøn var paa denne Tid ikke at spøge med. Han raadede næsten uindskrænket over Nordlandet; og to af hans Sønner, Sigurd og Bjørn, vare Prester og blandt de meest raadende Geistlige, medens den tredie og dygtigste, Are, allerede i en meget ung Alder var hjulpen af Faderen ved dennes mægtige Forbindelser til Lagmandsembedet. Biskop Jon havde stedse, naar han red over Landet i sine Embedsforretninger, et talrigt Følge, og naar han red til Althinget, hvilket han aarligen pleiede at gjøre, var han ledsaget af to til fire hundrede Mand, medens hans Sønner, Are og Bjørn, oftest fulgte ham, hver med hundrede[2].
Biskop Øgmund mærkede snart, al Gissur Einarssøn havde skuffet hans Godtroenhed. Øgmund flyttede vel bort fra Skaalholt til sin lidt nordenfor liggende Gaard, Haukadal, for saaledes at give sin Eftermand Plads ved Kathedralkirken; men han lod sig ofte forlyde med sin Anger over at have hjulpet Gissur frem til Biskopsdømmet. Han havde ikke udvalgt Gissur til Biskop, yttrede han, for at han skulde falde fra Paven og fra sine Forfædres Tro. Han lagde Gissur alle mulige Hindringer i Veien i dennes reformatoriske Virksomhed, og det faldt ham ikke vanskeligt at skade Vanskeligheder, da alle de ældre Prester fremdeles holdt sig til Øgmund og oversaa den anden. Gissur fandt sig snart saa trykket af dette Forhold, at han skrev derom til Kongen og klagede derover. Paa den anden Side nærmede nu Øgmund sig meer og meer til Jon Aressøn og skal have i al Hemmelighed foreslaaet for denne en Sammenkomst og et almindeligt Thing paa Torfastad strax i nord for Skaalholt, naturligvis for at Kirkesagerne der, under deres begges Nærværelse og Ledning, kunde
