Bessastad til Hjalle. Efter Nogles Sigende var Hr. Kristoffer selv med, hvilket dog er mindre rimeligt. Gissur Einarssøn derimod red med Flokken, ligetil Veien tog af til Skaalholt, da han vendte sig did. De Øvrige kom da til Hjalle tidlig om Formiddagen. Den ottiaarige blinde Øgmund laa endnu i sin Seng, da man lagde Haand paa ham for at føre ham ud af Huset. Den gamle Søster kastede sig mellem og vilde dække Broderen med sit eget Legeme mod den voldsomme Behandling; hun bad grædende, at man vilde lade ham i Fred, men hendes Bønner bleve ikke agtede. Men frarev ham voldsomt en Pung, der hang ved hans Belte, og hvori hans Segl var. Han holdt, heder det, saa fast paa Beltet og Pungen, at man ei fik det fra ham, før alt var sønderreven Derpaa blev han ganske tyndklædt ført ud og sat til Hest; en Dreng ledede Hesten under ham. Saaledes førtes han til Bessastad, og derfra ombord paa det ene af de danske Skibe. Det fortælles, at Hr. Kristoffer siden ved Løfte om Friheden udlokkede eller udpinte af Biskoppen og af hans Søster alt det Guld og de Kostbarheder de eiede, og lod Biskoppen fraskrive sig alt sit Jordegods, – dog uden at hin opfyldte sit Tilsagn. Øgmund blev som Fange ført af Kristoffer Hvitfeld til Danmark, hvor Kong Kristian skal have yttret Misnøie med, at man havde handlet saa haardt med den gamle, blinde Mand. Man gav ham Ophold i Sorø Kloster, men han overlevede kun kort sit Fangenskab. Han synes at være død i Sorø allerede Aaret efter, 1542[1]. Baade Kristoffer Hvitfeld og Gissur Einarssøn fik ondt Ord af Islændingerne for deres Adfærd mod Øgmund, – dog mest Gissur, og som det synes ikke uden god Grund.
En stor Hindring for Reformationen paa Island var ryddet af Veien ved den skaalholtske Biskop Øgmunds Fangetagelse; men en kraftigere og farligere Modstander af Reformationsverket var dog endnu tilbage i Biskop Jon Aressøn af Hole. Øgmund var tagen til Fange en Stund før Althinget; men Tidenden herom naaede ikke strax til Nordlandet, om end Kristoffer Hvitfelds Komme var rygtets did. Biskop Jon og hans Sønner agtede sig efter Sedvane til Althinget ved Midsommers Tid, og de vare allerede paa Reisen, da de i Kalmanstunga fik sikker Underretning om hvad Hr. Kristoffer havde fore paa Sydlandet og om Biskop Øgmunds Skjebne. De fandt det da ikke raadeligt at møde Hr. Kristoffer til Thinge, men vendte strax tilbage. Are Jonssøn frasagde sig Lagmandsembedet, og Biskoppen sendte med Presten Olaf Hjaltessøn Undskyldningsbrev til Hr. Kristoffer for sin Udeblivelse fra Althinget. Befalingsmanden modtog uden videre Biskoppens Undskyldninger, men lod i Ares Sted en ny Lagmand udnævne. Aarsagen til at han tog dette saa lempeligen laa vistnok for
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 97–99; om hans Død jfr. Finn Joh. II. 549.
