en stor Deel deri, at han endda haabede muligen med det Gode at faa Biskop Jon med sig til Danmark. Han havde nemlig medbragt til denne ligesom og til Gissur Einarssøn Kong Kristians Skrivelser af 2den April fra Gottorp, hvori begge Biskopper indbødes til at komme til Kjøbenhavn med et af Kongens Skibe, for at overlægge med ham om Kirkereformationen[1]. Fulgte Biskop Jon denne Indbydelse, saa var neppe noget videre Skridt fra Befalingsmandens Side nødvendigt. Men Jon agtede ikke at foretage denne vovelige Reise; dog har han maaskee tilfredsstillet Hr. Kristoffer ved Løfte om senere at komme til Kjøbenhavn. Heller ikke Gissur drog afsted dette Aar, rimeligvis fordi hverken han eller Kristoffer Hvitfeld fandt det raadeligt, under Sagernes nuværende Stilling, at lade Biskop Jon alene tilbage paa Island.
Kristoffer Hvitfeld havde forresten det Erinde at faa Kirkeordinantsen vedtagen og at inddrive en Skat af Geistligheden paa Island. Hvad det første angaar, da vovede ikke Presterne i Skaalholts Biskopsdømme at sætte sig imod den kongelige Befalingsmands og Biskop Gissurs enstemmige Fordring; og Kirkeordinantsen blev samtykket for Sydlandets Vedkommende. Nordlandets Prester derimod, paavirkede af Biskop Jon, unddroge sig herfor. Hvad Skatten angaar, da ved man, at Gissur Einarssøn udredede den for Skaalholts Kathedralkirkes Vedkommende med en drøi Sum i Kirkesølv og Penge. Efterat have modtaget dette vendte Kristoffer Hvitfeld tilbage til Danmark, medførende, som allerede sagt, den fangne Biskop Øgmund[2].
Ingen af Biskopperne kom saaledes i 1541 til den af Kongen bestemte Overlægning i Kjøbenhavn. Begge iagttoge hinanden med Opmærksomhed, og Gissur nyttede tillige Tiden for at faa Kirkeordinantsen saavidt muligt sat i Kraft i sit Omraade, idet han tillige afskaffede der en hel Deel af de overflødige katholske Kirkeskikke. Biskop Jon fandt det ikke raadeligt for Øieblikket at optræde aabent mod Gissur, deels fordi han ei havde nogen lovlig Ret til at blande sig i Skaalholts Biskopsdømmes Anliggender, og deels ogsaa fordi han maatte tro, at Gissur med det første vilde ifølge Kongens Bud drage til Kjøbenhavn; og i dette Tilfælde var det farligt at have gjort sig ham iforveien til Fiende. Biskop Jon gjorde sig tvertimod Umag for at blende baade Gissur og Kongen ved tilsyneladende Eftergivenhed, og en venskabelig Overenskomst blev endog sluttet mellem Biskopperne, hvorved de gjensidigen lovede hinanden Understøttelse og at lade de Tvistighe-
