der, som kunde være mellem dem, afgjøre ved sex eller tolv Mænds Dom. Om Sommeren 1542 drog ogsaa Biskop Gissur virkelig til Kjøbenhavn. Biskop Jon derimod sendte i sit Sted tre Fuldmægtige, blandt hvilke hans Søn, Sigurd, Prest til Greniadarstad, og den før omtalte Prest Olaf Hjaltessøn. I Fuldmagtsbrevet for dem, givet i Hole den 30te Juli, undskyldte han sin personlige Udeblivelse med Alderdoms Svaghed og dermed, at intet Skib var kommet til Nordlandet for at hente ham. Da Biskop Jons Fuldmægtige kom til Kjøbenhavn, svore de, paa Biskoppens som paa egne Vegne, Kongen Troskab og Lydighed med Hensyn til Reformationen og Kirkeordinantsen. Kongen gav nu i November, paa Biskop Gissurs Forestilling, flere Breve, sigtende til Reformationsverkets Fremme og Ordning paa Island. Blandt hans Bestemmelser var, at Klostergodset i Skaalholts Biskopsdømme skulde anvendes til Skolers Oprettelse; men dette blev strax efter tilbagekaldt, som det heder paa Kansleren, Johan Friis’s, Forestilling, og Klostergodset taget til Indtægt for Kronen[1].
Om Vaaren 1543 kom Gissur Einarssøn og Biskop Jons Fuldmægtige tilbage til Island medbringende den nu trykte Kirkeordinants. Jon Aressøn forkastede fremdeles i sit Hjerte baade den og Kongens øvrige Forordninger til Reformationens Fremme; men han lod sig dog ikke offentlig forlyde hermed. Tvertimod tilskrev han Gissur og takkede ham venskabelig for den Hjælp, denne havde ydet hans Sendemænd i Danmark Han bragte imidlertid tillige i samme Brev en gammel Sag igjen paa Bane, der længe havde været et Trætteemne mellem ham og Skaalholts Stol. Det var hans Fordringer paa Gaarden Bjarnarnæs i Hornafjord, i Skaalholts Biskopsdømme, paa Østlandet. Han yttrede Ønske om en Sammenkomst i denne Anledning med Gissur under dennes Visitats i Vestfjordene. Gissur undveg imidlertid paa en høflig Maade Sammenkomsten, rimeligvis fordi han mistænkte Jon Aressøns Hensigter; men han lovede at undersøge Bjarnarnæs-Sagen nærmere, naar han kom hjem igjen til Skaalholt[2].
Den omtalte Sag var meget indviklet. Biskop Gissur mødte ei selv paa Althinget i 1544, og det var maaskee ogsaa væsentlig af Mistænksomhed mod Jon, uagtet han i sit Undskyldningsbrev angav andre Grunde[3]. Bjarnarnæs-Sagen blev alligevel underkastet ser Presters Dom, tre udnævnte fra hver Side. Dommerne trøstede sig dog ikke til at afgjøre Sagen, men henskjøde den under 30te Juni til Kongen og Rigsraadet, for hvem den skulde indbringes samme Aar. Dette var ikke efter Biskop Jons Sind; og den paafølgende Høst red han,
