uden at underrette sin Modpart derom, til Hornafjord og tog Bjarnarnæs i sin Besiddelse. Da Gissur fik denne ulovlige Fremgangsmaade at høre, tilskrev han Jon med Bebreidelser og forsikkrede, at han ei vilde slippe Bjarnarnæs uden Dom[1]. Hermed var det forbi med Venskabet mellem begge Biskopper, hvilket heller aldrig havde været fra nogen af Siderne andet end et tomt Spil. Hvad siden paafulgte i Bjarnarnæs-Sagen forbedrede ikke Stillingen mellem Biskopperne. Kongen tildømte nemlig først Biskop Jon Gaarden, og han modtog Kongens Brev derom i 1545. Men det følgende Aar blev, paa nærmere Oplysninger, denne Dom tilbagekaldt, og Gaarden fratagen Biskop Jon. Denne lod sig imidlertid ikke nøie hermed. Thi i 1547, da han visiterede sit Biskopsdømmes østlige Deel, og som sedvanlig var omgiven af et stort Følge, gik han anden Gang, uden Varsel, med sin væbnede Flok ind i Skaalholts Biskopsdømme og tog med Magt atter Bjarnarnæs under sit Verge[2].
Biskop Gissur havde i den Tid han var Skaalholts Biskopsdømmes Forstander arbeidet virksomt i Reformationens Tjeneste. Hans Virken havde ogsaa i det Hele havt Fremgang, skjønt han stedse maatte kjæmpe mod megen Overtro og megen Uvillie hos sine underordnede Prester, og derhos bestandig maatte svæve i Frygt for Jon Aressøns Efterstræbelser. Vel sandt han paa den anden Side Støtte i mange af de Mægtige blandt Lægfolket, der var begyndt at ledes ved Biskopsvældet; men han følte sig dog aldrig ret sikker, naar han besøgte sit Biskopsdømmes Grændseherreder, og han havde da stedse i sit Følge ti eller tolv sterke, vel væbnede Svende. Han arbeidede flittig imod Tilbedelsen af Kors og Helgener, og det lykkedes ham at faa mange saadanne Gjenstande fjærnede. Han fik ogsaa for en stor Deel afskaffet den katholske Messetjeneste og de lange latinske Bønner. Han opmuntrede Presterne til at gifte sig, og foregik dem heri selv med Exemplet. Alt hvad han heri kunde udrette, var naturligvis Biskop Jon meget imod; men denne formaaede ei at hindre det. Gissur var en kraftig og klog Mand, og havde Rygstød i Kongen og dennes Embedsmænd. Forholdet mellem begge Biskopper blev imidlertid stedse meer og meer fiendtligt, især paa Grund af Bjarnarnæs-Sagen; og det kunde vel neppe have varet længe, før det var kommet til et voldsomt Brud mellem dem. Men dette hindredes ved Gissurs tidlige Død. I Kaldadarnæs i Floe, nær Ølvesaaens Udløb, var et Kors, som var Gjenstand for megen Overtro og mange Valfarter. Da dette ikke var langt fra Skaalholt, fandt Gissur det saameget meer utaaleligt, red i Begyndelsen af Februar 1548 til Kald-
