men som i Kraft og Klogskab ikke kunde lignes med Gissur, om han end i Ærlighed stod over ham. Martin selv ønskede ikke Valget, men han blev saagodt som tvungen til at antage det. Strax han havde truffet de fornødne Foranstaltninger til Biskopsstolens midlertidige Bestyrelse under sit Fravær, gav han sig paa Reisen til Kjøbenhavn.
Dette Biskopsvalg maa være foregaaet enten uden at Jon Aressøn vidste derom, eller uden at han har seet sig i Stand til at hindre det. Han selv havde udentvivl udseet sin Søn, Presten Bjørn, til Gissurs Eftermand; men da nu et Valg allerede var skeet, og ikke atter kunde gjøres ugjort, saa greb han den Udvei at erklære sig for den af Mindretallet valgte Abbed Sigurd, hvem han skyndte til at søge Kongens Stadfæstelse og for dette Øiemed reise til Kjøbenhavn. Jon fik endvidere paa Althinget drevet den Beslutning gjennem, at han selv skulde være midlertidig Tilsynsmand og Bestyrer over Skaalholts Biskopsdømme; og Abbed Sigurd gav, som udvalgt Biskop, sit Samtykke dertil. De af Martin indsatte Bestyrere af Biskopsdømmet, Presten Arne Arnorssøn, der var Officialis, og Presten Jon Bjarnessøn, der var Raadsmand, brøde sig imidlertid ikke om den nævnte Althingsbeslutning; og Jon Aressøn maa for Øieblikket ikke have følt sig sikker og sterk nok til at gaa lige løs paa Skaalholt. Efter at have gjort nogle Bestemmelser angaaende Skaalholts Biskopsdømme, samt forgjæves søgt at hindre Martin Einarssøns Udenlandsreise, drog han hjem igjen til Hole, udentvivl for at ruste sig bedre.
Der manglede ikke paa Advarselsord til Biskop Jon, hvilke burde have opfordret ham til Forsigtighed i sin Færd. Han modtog om Sommeren, rimeligvis paa Althinget, et Brev fra Kong Kristian, hvori denne bød ham komme til Danmark samme Sommer for at fralægge sig alle de Beskyldninger, der vare gjorte mod ham; og et Leidebrev blev ham sendt for Reisen. Et andet Kongebrev kom samtidig til geistlige og verdslige Kongens Undersaatter paa Island, hvori Biskop Jons Adfærd betegnedes som ulovlig og uchristelig samt Kongens Indbydelse til ham omtaltes; hvis han, hed det, skulde ville sidde den overhørig, da forbød Kongen Alle strengeligen at staa ham bi under Straf af Fredløshed. Disse strenge Breve gjorde dog intet Indtryk paa Biskoppen. Ligesaalidet agtede han paa den Utilfredshed med hans Færd, som yttrede sig hos mange af hans Landsmænd, ja endog hos nogle af hans Nærmeste. Den dygtigste og kjæreste af hans Sønner, Are Jonssøn, der havde været Lagmand, fraraadede Faderen at indtrænge sig i Skaalholts Biskopsdømmes Sager, og viste sig uvillig til at understøtte ham heri; men Biskoppen erklærede bestemt at ville handle til Pavens Bedste, og være Paven huld og tro til sin Død. Are lod sig ogsaa omsider bevæge til at følge Faderen, dog nødig,
