forsikkrede denne om sin Lydighed og Troskab samt forespurgte sig om, hvorledes han skulde handle med den indsamlede Romerskat, nu da Forbindelsen med Rom var afbrudt, og ingen Erkebiskop meer i Nidaros[1]. Den Pave, vi senest have omtalt, Clemens VII, var allerede død i September 1534, og den 13de October samme Aar var Paulus III valgt. Han beklædte endnu St. Peters Stol og modtog Biskop Jons Brev, der rimeligvis over Nederlandene kom til sin Bestemmelse. Til samme Tid, fortælles der, tilskrev han ogsaa Keiser Karl V og opfordrede denne til at underlægge sig Island fra Nederlandene af; Brevet skal være blevet opfanget i Tydskland og kommet i Fiendehænder. Dette er imidlertid ganske usikkert og udentvivl kun grundet paa et løst Rygte; havde det været sandt, og var Brevet virkelig kommet i Kong Kristians Hænder, saa er det rimeligt, at saadant var blevet udhævet blandt de mange andre Klagepunkter mod Biskoppen som et reent Landsforræderi, hvilket dog ikke findes at være gjort. Paa Brevet til Paven derimod skulle vi see, at Svar kom det næste Aar.
Ved denne Tid skal ogsaa Biskop Jon have opført et Kastel eller fast Slot ved Hole, som han omgav med en Grav, besatte med Feltstykker og Bøsser, og ved Løngange forbandt med Biskopsgaarden og Kathedralkirken. Det skulde tjene ham til Vern i Tilfælde af uformodet Overfald. Jon og hans Sønner, især Bjørn, begyndte ellers nu at handle meer overmodigt og voldsomt end for og vendte derved Manges Sind bort fra sig. Mod Ingen viste de sig dog fra denne Stund af meer fiendske end mod den nys nævnte Dade Gudmundssøn, Biskop Martins Svoger. Dade var en djærv og mægtig Mand, en blandt Islands daværende rigeste verdslige Stormænd. Hans Hovedgaard var Snoksdal i Thorsnæs Thinglag i Vestfjordenes Fjerding, og han ejede ellers mange andre Storgaarde. Men hvor mægtig han end var, og hvor meget Ny og Medhold han end vandt hos den verdslige Magt netop ved sin Optræden mod Jon Aressøn, saa var han dog ingenlunde nogen Mand af dadelfri Færd eller af rene Seder. Han viste sig ved meer end een Leilighed pengebegjærlig, underfundig og voldsom, og han var, dog dette som det synes i Lighed med Mængden af sine samtidige Landsmænd, yderst letfærdig i Omgang med Kvinder. Skjønt godt gift havde han over sig Kirkens Paatale for flere Horsager, ja for saadanne, som efter den endnu gjældende Kirkelov vare at regne til Brøde i forbudne Frændskabsled. Biskop Gissur havde rigtignok i 1542 givet ham Løsningsbrev paa Kirkens Vegne[2], og Kong Kristian havde samme Aar taget ham og hans under sit
