kongelige Hegn og Vern[1]; men alt dette kunde dog ikke reenvaske ham i det almindelige Omdømme eller fri ham fra, at Biskop Jon, naar han saa sin Leilighed, gjorde Kirkens Ret gjældende. Hovedaarsagen, hvorfor Jon forfulgte Dade, var dog aabenbare ikke dennes vitterlige Usedelighed, men hans Forbindelse med Biskop Martin, hans Forsvar for dennes Sag og de Hindringer han lagde Biskop Jon i Veien med Hensyn til hans Ønske at raade uindskrænket for Skaalholts Biskopsdømme. Mod Dade Gudmundssøn vendte, som sagt, fra nu af Biskop Jon fortrinsvis sit Fiendskab; men paa hans haardnakkede Modstand brødes ogsaa til Slutning, som vi ville see, Jon Aressøns Overmod og alle hans ærgjerrige Planer.
Jons Had mod Dade havde allerede givet sig Luft under Althingstiden, idet nemlig Biskoppens Mænd havde pryglet Dades Svende og frataget dem Vaaben og Gods samt ser Heste med Dades Thingkost. Denne Adfærd havde maaskee igjen virket sit til, at Dade kort efter i Skaalholt aabenbart traadte i Flok med Biskoppens Modstandere. Om Høsten vilde Biskoppen igjen hevne sig, og imod Slutningen af September 1548 for han med sine Sønner, Are og Bjørn, til Vestfjordene og ranede her tre af Dades Gaarde, Snoksdal, Hvam og Saudafell; Dade selv fik de dog ei fat paa. De stevnede ham imidlertid at svare for tolv Presters Dom af begge Biskopsdømmer i Hvam den 1ste October. Dade mødte ikke, som let kan tænkes; men han blev ligefuldt, paa Grund af mange Beskyldninger, dømt i Ban og Fredløshed. Denne Dom fik imidlertid Dade, efterat Biskoppen med Følge igjen var dragen til Hole, erklæret ugyldig, – hvilket skede ved en ny Dom i Hvam den 14de November af Lagmanden Orm Sturlassøn, der ellers skildres som meget upaalidelig og vegelsindet. Frifindelsesdommen for Dade blev endvidere af Orm Lagmand stadfæstet i Snoksdal den 10de Januar 1549. Saaledes stod her Dom mod Dom; og det var ikke let at afgjøre, hvilken var den lovligste. Men Biskop Jon brød sig ikke om Orm Lagmands Dom. Han satte om Vinteren Dade i Forbud eller Interdikt og lyste ham derpaa i Ban. Han udsendte ogsaa Prester og andre Sendebud, hvilke baade vester i Dades Hjembygd og andre Steder i Landet forkyndte Bansættelsen. Efter Paaske (21de April ) 1549 redte Biskoppen sig selv til et nyt Tog mod Dade. Men denne ventede noget saadant, og havde derfor hele Vaaren sexti til sytti væbnede Mænd samlede om sig i Snoksdal. Da Biskoppen paa sin Vei vesterover spurgte dette, lod han Færden til Snoksdal fare, men optog meget af Dades Gods i Borgarfjorden, før han vendte tilbage til Hole.
Imidlertid var den udvalgte Biskop, Martin Einarssøn, og hans Medbeiler, Abbed Sigurd af Thykkvabø, forlængst komne til Kjø-
- ↑ Krag og Stef. II. 372.
