af Brevet, lod det derhos oversætte i Landsmaalet, og lod det sende omkring overalt for at kundgjøres for Almuen. Om Høsten holdt han i Thingøre Kloster i Hunavatsthing et Prestemøde, paa hvilket flere Beslutninger bleve fattede mod Lutheranismen, eller, som han kaldte det, Kjetteriet, blandt andet at Kjettere skulde gribes og holdes i Forvar, indtil de havde underkastet sig sømmelig Pønitens. Dette skede dog ikke med nogen stor Offentlighed eller med fuld Navngivelse af de Personer, mod hvilke Beslutningerne nærmest vare rettede. Hemmeligheden skulde hindre, at Vedkommende bleve opmærksomme og toge sig i Vare.
Biskop Jon havde Nys om, at Biskop Martin til samme Tid visiterede i det tilgrændsende Thorsnæsthing paa Vestlandet, i Skaalholts Biskopsdømme. Han sendte strax i al Stilhed sine Sønner, Are og Bjørn, med hundrede væbnede Mænd for at fange Martin og muligen flere af Jons Fiender. Færden lykkedes. Martin blev fangen paa Gaarden Stad og tilligemed ham Presten Arne Arnorssøn, en af Jons fornemste Modstandere. Ogsaa Dade Gudmundssøn havde nær faldet i deres Hænder; men han undslap ved Hjælp af sin hurtige Hest, og havde samlet Folk og befæstet sig i Snoksdal, før Biskop Jons Mænd kom did. De saa sig ikke istand til at udrette noget mod Dade; men de hørte ei heller paa dennes Hustrues Bønner for hendes Broder Martins Frigivelse. De droge nord over med sine Fanger, og disse bleve nøie vogtede i Hole. Presten Arne fik dog efter fire Maaneders haardt Fængsel Friheden igjen paa gode Mænds Forbøn og mod store Løsepenge samt Løfte om aldrig siden at være Biskop Jon imod, – et Løfte som han holdt. Martin blev i Førstningen, paa Ares Foranstaltning, noget mildere behandlet end sin Medfange; men da han gjorde et mislykket Forsøg paa at flygte, blev han holden strengere. Siden for han til Are Jonssøn og var under hans Bevogtning paa Gaarden Mødrufell i Eyafjord, hvor han blev vel medhandlet.
Biskop Martins Fangenskab syntes Jon Aressøn en stor Vinding, og han begyndte nu at give sin Iver for Katholicismen og derhos sit Overmod friere Raaderum. Det kom ham for Øre, at Olaf Hjaltessøn, Prest til Laufaas, prædikede mod adskillige katholske Skikke og kaldte dem Overtro. Olaf havde altid, ligefra Begyndelsen af Jons Biskopsdømme, været dennes Ven; alligevel stevnedes han til et Prestemøde for at retfærdiggjøre sig. Flere anseede og troværdige Mænd talede Olafs Sag, saa Biskoppen holdt ham for uskyldig, og i sin Glæde herover tog sin Hue af og takkede Gud for, at en saadan Mand ei var falden fra sine Forfædres Tro. Men kort efter fik dog Biskoppen Vished om, at Olaf havde forbudt Paakaldelse af Maria
