og Helgenerne, og vrededes nu høiligen. Paa et nyt Prestemøde lod han Presteembedet fradømme Olaf, og denne blev med saadan Voldsomhed stødt ud af Kirken, at hans ene Fod blev lemlæstet. Olaf opholdt sig en Stund lønligen mellem Fjældene, men kom om Vaaren ved en Vens Hjælp syd i Landet og for herfra med første Skibsleilighed i 1550 til Kjøbenhavn, hvorhen han bragte Budskabet om Biskop Martins Fangenskab og Jon Aressøns Overmagt, som Ingen i Landet nu meer vovede at modstaa.
Men allerede før Olaf Hjaltessøns Komme havde Kong Kristian taget nye Forholdsregler mod Jon Aressøns voldsomme Færd. Han havde fra Nyborg Slot den 27de og 28de Januar udstedt to Breve sigtende herhen. I det ene af dem bød han Dade Gudmundssøn og Peter Einarssøn at hjælpe Befalingsmanden Laurits Mule, hvem han havde paalagt at gribe Biskop Jon. I det andet underrettede han Geistligheden i Hole Biskopsdømme om, at Biskop Jon for sin ulovlige og oprørske Adfærd var en fredløs Mand, hvorfor den opfordredes til at vælge en ny Biskop i Jons Sted, og Kongen nævnte som en dertil passende Mand Presten Gisle Jonssøn i Selaadal, hvilken man derpaa skulde sende til Kjøbenhavn for at aflægge Ed til Kongen og blive indviet[1]. Man seer, at Kongen dengang endnu ikke havde bestemt sig til at sende Krigsfolk til Island; men da vidste han heller ikke noget om Biskop Martins Fangenskab. Kundskab herom fik Kongen først ved Olaf Hjaltessøn; og de Efterretninger, han længer ud paa Aaret modtog fra Island, vare af den Art, at han indsaa Nødvendigheden af strengere Skridt.
Ogsaa Sjællands Biskop, Peder Plade, fandt sig ved denne Tid opfordret til at advare Jon Aressøn. Han tilskrev ham den 16de Marts et alvorligt Brev, hvori han forestilte ham, at det endnu var Tid at ty til Kongens Naade. Der var nu intet fra Paven at vente, da Paulus III var død, og for en ny Pave var bleven valgt, kunde Jon selv være gaaen samme Vei. Han underrettede ogsaa Biskoppen om, at Abbed Sigurd, som han havde udseet til Skaalholts Biskop, var gangen over til den evangeliske Tro.
Man maa antage, at alle de omtalte Breve ere afgaaede fra Danmark med Befalingsmanden Laurits Mule, og at denne allerede bar givet sig paa Reisen til Island, før Olaf Hjaltessøn var kommen til Kjøbenhavn, eller før Kongen havde modtaget de Tidender, han bragte. Laurits Mule sees ogsaa at have naaet til Island en Stund før Althinget, rimeligvis tidlig i Juni Maaned. Biskop Jon agtede intet paa Peder Plades Advarsler, men da han hørte, at Kongen
- ↑ Krag og Stef. II. 430, 459. Det sidste Brev er hos Kr. og Stef. henført til 1551, ganske vist urigtigt.
