ad Lovens Vei, søgte dertil en lovkyndig Hjælper og Raadgiver, og fandt denne i en udenlandsk Geistlig, i en vis Jon Flæming (Johannes af Flandern), der længe havde studeret i Paris og Orleans en god Klerk og en saa dygtig Lovkyndig, at hans Magt i den Henseende ei skal have været at finde i Norge. Han var rigtignok ikke det norske Sprog mægtig, og dette var ham i Begyndelsen ei til liden Hinder i at virke for Erkebiskoppens Sag hos Lægfolket; men ogsaa denne Mangel blev afhjulpen, da den dygtige og velstuderede Islænding, Presten Laurentius Kalfssøn, der i 1294 var kommen til Norge, det følgende Aar traadte i Erkebiskoppens Tjeneste. Laurentius var en ung, kraftig og dristig Mand, dengang 28 Aar gammel; han sluttede et nøie Venskab med Jon Flæming og nød af ham Underviisning i den almindelige Kirkeret, hvorimod han til Gjengjæld tjente Jon som Tolk, og benyttedes af Erkebiskoppen i de vigtigste Erinder. Jon og Laurentius vare Jørund en stor Støtte i hans Forhandlinger med Chorsbrødrene[1]. Men paa den anden Side vare heller ikke disse blottede for Hjælpemidler. Deres største Styrke synes at have ligget deels deri, at de virkelig, i det mindste i Formen, havde Retten paa sin Side, og deels i deres indflydelsesrige Forbindelser i Rom og i den pavelige Kurie. Man maa nemlig vel mærke, at to af de Chorsbrødre, der udtrykkeligen nævnes som Hovedmændene for og Lederne af Kapitelets Modstand lige fra Begyndelsen af, Sighvat Lande og Audun Thorbergssøn Raude[2] havde begge været Kapitelets Fuldmægtige i Rom baade i Anledning af Narves Valg i 1284, og i 1286–1287 dengang da Jørund blev af Pave Nikolaus IV valgt til Erkebiskop. Sighvat for sin Deel havde desuden været der tidligere, ligesom ogsaa senere, da han i 1288 søgte Jørunds Pallium. Han især maa saaledes antages at have knyttet Forbindelser i Kurien, og det var, som forhen fortalt, egentlig hans Indflydelse hos Paven man i Norge tilskrev Jørunds Valg[3]. Den tredie navngivne Formand for Reisningen var Eilif Kortin eller Korte, Arnessøn[4], der siden blev Jørunds Eftermand paa Erkestolen, og følgelig maa have nydt stor Anseelse blandt sine Brødre. Endelig finder man ogsaa Jon Gudmundssøn Elg mellem Forkjæmperne før Kapitelets Sag; men han er ganske vist den samme Chorsbroder Jon, som tilligemed Sighvat og Audun havde Kapitelets Fuldmagt ved Kurien, da Jørund valgtes. Chorsbrødrene havde saaledes Anførere, som ikke alene vare nøie kjendte med den pavelige Kurie og vidste, hvorledes denne bedst skulde paavirkes, men ogsaa efter al Sandsynlighed havde henstaaende Amter der, paa hvis Hjælp de kunde lide. Det var der-
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/88
Denne siden er korrekturlest
