Vei, paa hvilken hans Iver for Katholicismen og maaskee end mere hans Ærgjerrighed engang havde ledet ham ind, og hvilken han nu udentvivl selv fandt det tungt som sex og sextiaarig Olding at forlade uden fuldkommen at have naaet sit Maal. Hensynsløs havde Jon Aressøn allerede i sine kraftigste Aar vist sig, da det gjaldt om at vinde Biskopsdømmet; hensynsløs viste han sig ogsaa nu i sin Alderdom, da det gjaldt om at holde paa den engang vundne Magt med de skjælvende Hænder. Han brød sig hverken om truende Vink eller advarende Ord, men skred overmodig frem paa den betraadte Vei, indtil Fordærvelsens Afgrund aabnede sig for ham og Tilbagegangen var ham sperret.
Efter det Held, som hidtil i 1550 havde fulgt Biskop Jon i næsten alle hans Foretagender, synes han at have agtet Dade Gudmundssøn for sin eneste farlige Fiende paa Island; og ham vilde han nu tilsidst med et vældigt Slag knuse. Han drog derfor strax før Mikaelsmesse (29de September) norden fra med sine Sønner, Are og Bjørn, samt 90 væbnede Mænd i Følge. Han ventede at øge sin Flok fra Sydlandet og sendte derom Bud til Borgfirdingerne. Han tog Veien til Sandafell i Thorsnæs Thing, en Gaard, som laa nær Snoksdal og for Tiden var i Dades Besiddelse, men paa hvilken Are Jonssøn gjorde Fordring Da Biskoppen var kommen did, stødte Borgfirdingerne til ham med 30 eller 40 Mænd, saa at hans Flok nu udgjorde meer end 120 Væbnede. Dade var i Snoksdal og havde der samlet 80 til 100 raske og vel væbnede Mænd, paa hvem han vidste han kunde lide. Han havde lovet dem at sørge for de hjelpeløse Børn af dem, som faldt, og at læge paa sin Kostning dem, der bleve saarede. Thorsdagen efter Mikaelsdag, den anden October, brød han op med hele sin Flok og drog mod Saudafell. Dagen var taaget og mørk, og Dade lod sine Mænd for største Delen ride to paa hver Hest og med graa eller falmede Kjortler, saa Fienden i Frastand ikke skulde have let for at skjønne deres sande Tal. Saaledes nærmede han sig Saudafell, uden at man der var bleven synderlig opmærksom paa hans Færd; og først da han kom Gaarden ganske nær, red han frem til den med Raskhed. Hans Folkestyrke, som nu med eet viste sig, synes at have gjort sin Virkning paa Biskoppens Mænd. Are og Bjørn, der vare dragne ham imøde for at afsperre ham fra Gaarden, vege tilbage ved hans Komme. Dade red ind paa Tunet og tog Sted med sine Mænd paa en liden Høi, som der var, og hvor han strax lod sine Bøsser opplante. Biskopsmændene stode foran Husene og tildeels paa Hustagene, hvorfra de rettede sine Bøsser mod Dade. Denne bød sine Modstandere fri Bortgang; men Gaarden vilde han have i sine Hænder, før Dagen var leden. Sagen mellem
