dem kunde saa henstaa til næste Althing, og Loven der afgjøre den. Efter Nogles Udsagn skal han derhos have budt Penge for at hans Gods maatte blive i Fred, og fordobblet Tilbudet, da det første ei antoges. Are skal da have raadet sin Fader at modtage det, men Bjørn fordret mere, hvorpaa Dade ei vilde indgaa. Imidlertid havde de Sydlændinger, som nys vare stødte til Biskopsmændene, taget det Raad, ikke at deeltage i Kampen, hvis det kom til Slag mellem begge Flokke, – og dette fik Dade ligesaasnart vide som Biskopsmændene. Disse saa, at de, forladte af Sydlændingerne, vilde have det mindre Folketal, og derfor drog de sig med sine Bøsser og sit øvrige Verge ind paa Kirkegaarden, som laa lige ved, men dog ikke gav noget godt Forsvar. Dade fulgte dem i Hælene, med sit bedste Folk, i det han lod 30 Mænd, som vare mindre godt væbnede, tilbage ved Bøsserne. Biskopsmændene havde ei faaet Tid til at stille sig ret i Orden, før Dades Folk angreb dem fra tvende Sider, løb med Skynding over Kirkegaardsgjærdet og trængte sine Modstandere ind til Kirkeveggen. Nu gik det ilde med Biskopsmændenes Forsvar, og de søgte snart Tilflugt i Kirken selv. Are kjæmpede tappert, men han trængtes snart af de Vigende med ind i Kirken, og ligesaa gik det Bjørn; Biskoppen selv var allerede derinde. Det lykkedes dem at stænge Kirken med Kister og andet, som bares for Kirkedørene; men Dades Folk skjød ind gjennem Træværket, og Bjørn blev saaret i Armen, saa han ei meer var vaabenfør. Nu vankede der ogsaa Slag og Saar paa de Biskopsmænd, som vare blevne udenfor, men Ingen skal dog være bleven dræbt. Dade lod opbryde noget af Tømmerverket i Gavlen paa Kirkens Chor og sine Mænd trænge derind igjennem. Man saa da Biskop Jon for Alteret i fuld Skrud, med det viede Brød i den ene Haand, og et Mariebillede i den anden. En sterk Mand af Dades Folk rev ham imidlertid fra Alteret, og under Mishandlinger, som dog Dade selv søgte at hindre, ud gjennem den aabnede Chorgavl. Enden paa Mødet ved Saudafell blev saaledes, tvertimod Biskop Jons egen Forventning, hans og hans tvende Sønners Fangenskab. Dade førte dem alle tre under sterk Bevogtning til Snoksdal.
Biskop Jons tredie Søn, Presten Sigurd til Greniadarstad, havde fra først af ikke billiget Toget mod Dade; men da det var tiltraadt, tænkte han paa, at hans Fader vel kunde komme til at trænge om Hjælp, og red efter ham med 30 Mænd. Han havde imidlertid lang Vei at fare forat naa sin Fader igjen, og han kom ikke længer end vest til Hrutafjorden, før han traf nogle af Biskopsmændene, der kom fra Saudafells-Kampen og fortalte ham Udfaldet. Da standsede Sigurd, men sendte en Prest, Gotskalk, med tolv Mænd vest til Snoksdal
