for at udvirke Forlig og Fred for de Fangne. Men i hvad han end bød, vilde Dade ei indgaa paa deres Frigivelse, og Gotskalk ligesom og Sigurd maatte vende tilbage med uforrettet Sag.
Dade sendte strax efter sin Seier Budskab om hvad der var hendet til Bessastad, hvor Befalingsmandens almindelige Sæde var. Men der var paa denne Tid ingen Befalingsmand i Landet; thi Laurits Mule var igjen faren til Danmark, som det synes strax efter det uhæderlige Møde med Biskop Jon i Vidø. Som Laurits’s Ombudsmand var kun tilbage en Dansk ved Navn Kristian, som almindelig kaldtes Skriver, fordi han før havde været Raadstuskriver. Til ham kom da Dades Budskab med Opfordring, at han nu, ifølge Kongens Brev, skulde overtage Fangernes Bevogtning. Samtidig gik ogsaa Bud til Skaalholt, hvor Biskop Martin strax sattes i Frihed. Martin og Kristian skyndte sig nu til Snoksdal. Her blev, ifølge Dades Forlangende, en Ret sat af Lagmanden Orm Sturlassøn den 22de October, og en Dom fældet, som er almindelig kjendt under Navnet: Snoksdals Dom. Ved den dømtes Biskop Jon og hans Sønner at være medrette fangne paa Kongens Bud; Dade og hans Mænd derimod at være sagløse og fri for al videre Bevogtning af Fangerne, hvilken Kristian Skriver nu skulde overtage, indtil deres Sag var paadømt ved næste Aars Althing; Biskop Martin og begge Landets Lagmænd skulde hjælpe Kristian i Bevogtningen.
Da denne foreløbige Dom var fældet, bleve Fangerne af Kristian førte bort fra Snoksdal; Biskop Martin, Dade og flere Stormænd fulgte med for i Skaalholt nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Da man kom til Skaalholt, gav først Biskop Martin Dade og hans Følgemænd Afløsning for den Vanhelligelse, som de havde tilføiet Saudafells Kirke; og derpaa blev et Raadslagningsmøde holdet, hvortil de bedste Mænd af de omliggende Bygdelag kaldtes. Paa dette Møde fremførte Kristian Skriver alle Beskyldningerne mod Biskop Jon. De vigtigste vare, at han havde ladet fange Biskop Martin, – at han og hans Sønner havde opbaaret uden Bemyndigelse de kongelige Indtægter af Nordlandet, – at han havde været Kongens Hud og Domme angaaende Klostre og Beneficier overhørig, – at han af al Magt havde staaet mod Guds Ord, – at han havde tilladt sig en voldsom Færd mod Læge og Lærde, – at han havde brugt Trudsler mod de Danske og lovet Hamborgerne, at ingen Dansk skulde være tilbage paa Island den næste Vaar, – at han havde yttret, at han ikke længe skulde have Laurits Mule ved Siden som Hirdstyrer, eller Kjetteren Martin ved Siden som Biskop, – og mere saadant lignende, Beskyldninger, som man seer for en stor Deel vare grundede paa Fordomme, løst Snak, Frygt og Had, men som under
