de nuværende Omstændigheder vare vel skikkede til at gjøre Indtryk paa Deltagerne i Raadslagningen.
Mest Indflydelse paa disse øvede dog, som tydelig sees, Frygten for Biskop Jons og hans Sønners Hevn, hvis de igjen kom i Frihed. Det faldt derfor de Forsamlede vanskeligt at komme overens om, hvorledes der skulde fares ad med de Fangnes Bevogtning. Kristian Skriver havde især meget at indvende mod at holde nogen af dem i sin Varetægt paa Bessastad; og hans Grund var mest den, at han frygtede de Nordlændinger, som ud paa Vinteren kom til Næsene paa Sydlandet for der at deeltage i Fiskerierne. Raadslagningerne droge sig ud i flere Dage. Da yttrede Presten Jon Bjarnessøn, Raadsmanden, en Morgen ved Frokosten, at han vel var den eenfoldigste af dem, men dog vidste han Raad til at vogte Fangerne. Da man vilde høre Raadet, svarede han: „Øxen og Jorden gjemmer dem bedst“. Dette Raad fandt Gjenklang i Manges Sind, skjønt de i Førstningen ikke selv vilde være det bekjendt. Kristian Skriver greb det dog med størst Begjærlighed, og det varede heller ikke længe, før Biskop Martin gik ind paa det. Dade gjorde først Indvendinger, men erklærede tilsidst, at Sagen ikke længer vedkom ham, efterat han havde overgivet Fangerne i Kristians Hænder. Mange talte dog ogsaa haardnakket mod Forslaget, holdt sig til den i Snoksdal fældede Dom og kaldte det baade ulovligt og umandigt at dræbe Fangerne uden nogen ny Dom. Men da Biskop Martin havde tiltraadt Jon Bjarnessøns Forslag, og Dade Gudmundssøn paa en Maade havde frafaldet sin Modsigelse, saa overdøvede snart Kristian Skriver de Øvriges Indvendinger med store Ord og Trudsler. Fangernes Død blev da, uden nogen ordentlig Dom, besluttet, og de selv bleve underrettede derom.
Hidtil havde Fangerne været ved godt Mod, og Biskop Jon havde oftere yttret, at til Jul skulde de igjen være paa Hole. Men da de nu fik vide, hvad der i Raadslagningen var bestemt, erkjendte Biskoppen, at han havde gaaet for vidt, og at han havde ladet sig lokke og svige af Verden. Bjørn bar sig ynkeligen, men Are viste, som sedvanligt, Rolighed og Mod. Fader og Sønner, som hidtil havde været vogtede paa eet og samme Sted, bleve nu skilte fra hinanden, hver i sit Hus med en Prest til Trøster. Dog blev dem tilladt stundom at komme sammen, og paa den sidste Dag af deres Liv, meddelte Biskop Jon sig selv og sine Sønner „Guds Legeme“, som de paa katholsk Vis kaldte Nadverens Sakramente.
Imidlertid var Bødelen, en udygtig Karl i sit Haandverk, hentet fra Bessaftad til Skaalholt for at udføre Henrettelsen, og den 7de November, som var en Fredag, bleve Fangerne, efterat de, som før
