er sagt, havde nydt Sakramentet, udledede til Døden ved Solens Opgang. En simpel Huggeblok var skaffet tilveie for Henrettelsen og lagt paa et ophøiet Sted i Gaardstunet.
Are blev først ført til Retterstedet, og opretholdt sit kjække Mod lige til Enden. Paa Veien yttrede han: „nødig gik jeg til denne Leg, jeg skal nu villig gaa ud af den“; og da han var kommen til Blokken, sagde han: „Er nu her Maalet, min Herre!“ „Ja,“ svarede Kristian Skriver, som stod nær og troede, at Are tiltalte ham. Da udbrød Are: „Tvi Dig, din Prakker! aldrig kaldte jeg dig min Herre! jeg talte til min Gud!“ Man bød ham Livet, fortælles der, hvis han vilde love aldrig at tage Hevn for hvad der var skeet; men dette Løfte vilde han ei give. Han tog Farvel med de fleste tilstedeværende Høvdinger, navnligen med Biskop Martin og Dade, og bad dem om Tilgivelse. De Fleste misbilligede hans Død og fjernede sig noget for ikke at see den. Han gav Bødelen sin kostbare Hat, for at han skulde hugge sikkert, faldt paa Knæ ved Blokken med utilbundne Øine, læste en Bøn og befalede Gud sin Aand. Han strakte derpaa sin Hals paa Blokken saa sterkt, at alle Sener og Aarer tydelig viste sig, – og hans Hoved faldt med eet Hug.
Efterat Blokken var flyttet til et andet Sted i Tunet, blev Bjørn udledet. Hans Færd var meget forskjellig fra Ares. Han bar sig ilde, jamrede sig for sine Børn, tiggede om Livet, og lovede aldrig at skulle hevne hvad der var skeet. Men han havde i sine gode Dage været mindre vensæl end Are, og han vakte nu mindre Medfølelse: var Are falden, kunde han gjerne gaa med. Lige til han lagde sit Hoved paa Blokken, raabte han „ak, mine unge og smaa Børn!“ Han sammentrak Halsen af Sorg og Kvide, og hans Hoved faldt først ved det fjerde Hug. Endog mellem Huggene skal han have bedet om Livet.
Hugblokken blev atter flyttet, og nu var Raden kommen til den gamle Biskop. Man sagde ham hans Sønners Død og bød ham selv Livet; men han svarede: „De have fulgt mig saa, at jeg nu ønsker at følge dem!“ Han havde hidtil været i Kirken og gik ud af Choret med et Kors i sin Haand. Han vilde knæle for et Mariabillede i Nærheden; men den Prest, som ledsagede ham og som hed Svein, bad ham lade slig Overtro fare og betænke at der var et Liv efter dette. Biskoppen vendte sig hastig mod ham og sagde: „Det ved jeg, Sveinke.“ Da han gik forbi Biskop Martin, Kristian Skriver og Dade, hvilke stode tilsammen paa en Tue kort fra ham, gik han mod Dade og bød sig til at løse ham af Bannet; men Dade svarede ham kun: „Du seer ei meer Spor af Bannet paa mig end paa dig selv!“ Biskoppen taug og fortsatte sørgmodig sin Vei. Ved
